Når Grænseforeningen udvikler nyt undervisningsmateriale i form af lydfortællinger og scenariekasser, udfylder det et behov for at hjælpe kommende generationer til at binde vores fortid og nutid sammen. og der er simpelthen behov for artefakter, eleverne kan røre, og for fortællinger om steder, de kan komme ud at opleve, mener rektor på UC Syd, Alexander von Oettingen.

“Det er vigtigt, at den næste generation forstår, at den lever i en historisk verden, og at samfundet har udviklet sig gennem historien. Genforeningen, de slesvigske krige og mindretallene er en maggiterning til at forstå det hele. Det hører til i undervisningen. Ved at arbejde med de her temaer forstår man de større ting,” siger han.

Alexander von Oettingen har som rektor for UC Syd været med i den ekspertgruppe, der har udarbejdet de nyeste læseplaner for folkeskolen. Han er også sydslesviger og kommer fra det danske mindretal.

Men kan han som rektor og en af de toneangivende aktører, når det kommer til pensum i folkeskolen, forklare, hvorfor det er vigtigt, at danske skolebørn undervises i Sydslesvig og grænselandet? 

“Man skal ikke skal undervise i alt. Det kan man ikke. Verden er så mangfoldig. Men man skal undervise i det, der er nødvendigt for at forstå en større sammenhæng. Mindretallene og grænselandet kan både konkretisere og perspektivere i et større perspektiv, og derfor hører det til i skolens dannelseskanon,” siger han.

Alexander von Oettingen understreger, at den konkrete faglige viden er vigtig, men dannelse er også vigtigt. Dannelsen er vigtig for, hvordan de unge bliver borgere i det samfund, de vokser op i. Det kræver også en dannelseskvalitet at være borger i et samfund. Det er en vigtig del af svaret på spørgsmålet: Hvad er det egentligt, et folkeligt demokrati består i?

Det handler ifølge Alexander von Oettingen ikke bare om faget historie. 

“Det handler også om, hvad det er for en geografi, hvad det er for et sprog, og hvad det er for en mangfoldighed, vi har i grænselandet. Det handler om en diversitet og et udtryk, som også er sprogligt og kulturelt,” siger han.

Men det er også vigtigt, at der bliver undervist i emnerne på en måde, så eleverne i dag kan fornemme tiden og stederne. Det er derfor, scenariekasser og lydfortællinger er så vigtige redskaber.

“Et er, hvad du skriver ind i en undervisningsplan. Det kommer an på, hvordan du gør det til undervisning. Hvordan er lærerne uddannet til at forstå og undervise i det her? Hvordan skaber vi læreprocesser, så børnene lærer det her?”

Oplevelser

“Tiden og ressourcerne til at komme ud i landet og opleve nogle af de her steder bliver mindre og mindre. Så sidder man i klassen og laver PowerPoints. Det har sine begrænsninger. Scenariekasser er en rigtig god vej. Det har Mattias Tesfaye også sagt: ‘artefakter, vi kan røre ved, skal vi have flere af.’ De der kasser skal bare ud og virke i skolerne. Artefakter, man kan røre ved, er vigtige. Bøgerne skal også tilbage. Det er nemt at skrive ind i læreplanen. Men hvis artefakterne ikke er der, hvis man ikke kommer ud af døren og ud i den virkelighed, er det fuldstændig ligegyldigt, om det står i læreplanen,” siger Alexander von Oettingen.

Fagligt set mener han, at der er nogle fag, som mere end andre har tilknytning til mindretal og grænseland.

“Men alle fag har en mulighed for at koble sig til de her ting. Naturvidenskabsfagene vil have det lidt sværere. Men historie, litteratur og geografi har alle koblingspunkter. Det er derfor, det er så godt i en skolekanon,” siger Alexander von Oettingen.

Han nævner mindretallene og sprogene i grænselandet som relevante og vigtige. Og grænselandets historie fik ny relevans med krigen i Ukraine, de nye trusselsbilleder og den ny verdensorden, som tager form i disse år.

“Det har kun gjort mindretallene og grænselandet endnu vigtigere. Men vi skal huske på, at der også findes en forfaldshistorie. Grænselandet og mindretallet er ikke kun en positiv historie. Det er også en forfaldshistorie,” siger han.

Den historiske udvikling i grænselandet er ikke kun gået fra krig til fred. Det er også gået fra fred til krig. Der har været had og uro. Historien kan hjælpe os med at huske, og hvis scenariekasser og lydfortællinger styrker den kollektive hukommelse, skal de tages i brug.

“Vi skal videreudvikle og genfortælle de ting. Vi glemmer ikke kun. Vi glemmer også, at vi glemmer. Vi skal have et blik for, hvad vi skal undervise i, selv om den krise er overstået. Vores dannelseseksistens beror på, at vi rekrutterer viden, som godt kan glemmes i vores samfund. Fagene i skolen fortæller ikke bare noget nyt. Den genfortæller også ting, som folk har glemt,” siger Alexander von Oettingen.

Han nævner som eksempel det kristne fundament, samfundet hviler på.

“Det er skolen, der opretholder, at vi har en kristen tradition, sprog og mangfoldighed. Vi lever fremadrettet og glemmer altid, hvor vi kommer fra, det går op for os, når det bliver for sent. Bredden i sproget og i litteraturen er noget, vi altid skal arbejde med.”