Bettina Sender er tysk præst i Haderslev og tager sig af det tyske mindretal i Folkekirken
Lige nu er der reformationsudstilling i Haderslev Domkirke.
Den tyske kunstner Harald Birch har lavet skulpturer, der sætter ansigt på nogle af Reformationens betydelige skikkelser. Og Reformationen er den tyske Nordkirche og den danske Folkekirke fælles om, da begge kirker er lutherske.
I 1521 overværede den 18-årige Junker Christian rigsdagen i Worms, hvor Martin Luther nægtede at tilbagekalde sine skrifter. Oplevelsen gjorde et dybt indtryk på den unge fyrstesøn, kan man læse på hjemmesiden 500Reformation, som gode kræfter, blandt andet Haderslev Stift, har lavet i anledning af 500-året for Reformationen i år.
Men hvorfor gør Haderslev så meget ud af det? Fordi fire år senere flyttede denne 22-årige Christian ind på Haderslevhus som leder af Haderslev og Tørning Len.
Og han ville gennemføre Luthers tanker, han havde mødt i Wittenberg. Luther sagde blandt andet, at enhver oprigtigt sønderknust kristen har fuldkommen eftergivelse af straf og skyld, og den tilkommer ham også uden afladsbreve. Før Reformationen betalte folk simpelthen aflad til kirken.
Christian hentede lærde folk til Haderslev fra Wittenberg i Tyskland, og således fik Reformationen i Norden en forpost i den sønderjyske by, som blev et af de første steder udenfor Wittenberg, hvor Reformationen blev gennemført i praksis. Reformationen standsede ikke der, Junker Christian blev senere hertug af Slesvig-Holsten, som Haderslev dengang hørte til, og Kong Christian den 3. af Danmark.
En af følgerne af Reformationen var, at kirkesproget blev ændret, så det var modersmålssproget i stedet for latin. Dengang som nu blev der talt både dansk og tysk i Haderslev. Den nuværende tyske præst, Bettina Sender, kommer dog ikke fra Wittenberg, men fra den lille by Tøstrup på halvøen Angel syd for Flensborg.
“Jeg arbejder med andre ting, men for 70 procents vedkommende er jeg ansat som sognepræst for den tyske menighed”, fortæller Bettina Sender.
Hun deler den tyske menighed i Sønderjylland sammen med de andre tyske præster, som hører til den tyske Nordkirche. Mens Folkekirken betjener de tyske medborgere i den sønderjyske byområder, det vil sige Haderslev, Aabenraa, Sønderborg og Tønder, er det Nordkirches præst, som står for gudstjenesterne i landdistrikterne.
“Jeg repræsenterer mindretallet i Folkekirken. Det er min opgave. Den eneste tyske kirke i Danmark er Sankt Petri Kirke i København. Teologien er ikke anderledes,” siger Bettina Sender.
Hvem der tilhører det tyske mindretal, ved hun ikke.
“På plejehjemmet har jeg mødt ældre, der var glade for at kunne tale med en præst på deres modersmål", siger Bettina Sender, tysk sognepræst i Haderslev.
Foto: Poul Struve Nielsen/Grænseforeningen
“Der findes ikke en liste over, hvem der hører til den tyske del af menigheden. Folk betaler kirkeskat som alle andre, men det er jo en del af mindretalsbeskyttelsen, at man ikke registrerer mindretallets medlemmer.”
Sproget har været en udfordring, men Bettina Sander klarer sig efterhånden også fint på dansk. Men det er stadig udfordrende, at det tyske mindretal ofte taler sønderjysk med hinanden. Men når mindretallet er sammen til møder, så bliver der talt tysk.
Som der i de danske skoler i Sydslesvig også tales tysk i frikvartererne, taler det tyske mindretal også dansk.
“Til konfirmationsforberedelsen er der forskel på, hvor godt dansk konfirmanderne taler tysk. Der er også flertalsdanskere, som har børn i de tyske skoler, fordi de har et godt ry og gerne vil fremme tosprogetheden. Og der er mange fra mindretallet, som flager med Dannebrog, når de fejrer fødselsdag. Andre siger: intet Dannebrog her!”
I Tyskland fylder diakoni, altså kirkernes sociale arbejde rigtig meget. Mange hospitaler, også i Flensborg, er drevet af kirkelige organisationer. Det er ikke så synligt i Danmark, men mange væresteder og opholdssteder for hjemløse, ensomme, psykisk syge og folk med et lovligt stort forbrug af diverse rusmidler drives faktisk af kirkeligt organisationer som Kirkens Korshær, Blå Kors og KFUM’s Sociale Arbejde. Sidstnævnte driver værestedet Café Parasollen Haderslev.
Det er helt almindeligt, at der også kommer en præst og tager en snak med folk og støtter dem med sjælesorg. Bettina Sender kommer i Parasollen som præst.
“Det er nogle meget forskellige og farverige brugere, der kommer der. Der kommer en præst én gang om ugen, og det har været en god oplevelse. Jeg havde en længere samtale med en kvinde, og jeg klarede det ret godt på dansk. Men mod slutningen af samtalen sagde kvinden pludselig: Vi kan da også tale tysk!”
Til en gudstjeneste har hendes danske kollega til altergang brudt brød på dansk, mens Bettina Sender gjorde det på tysk.
“Men den tyske menighed er selvfølgelig en lille gruppe. Jeg har oplevet en dansk kvinde, hvis mor kom fra Tyskland, som var meget berørt og glad for at kunne tale tysk, og på plejehjemmet har jeg mødt ældre, der var glade for at kunne tale med en præst på deres modersmål.”
Den tyske præst konstaterer, at liturgien er lidt anderledes i Danmark end i Tyskland, især i begyndelsen af en gudstjeneste. Kirketjeneren læser ikke indgangsbøn og udgangsbøn på tysk.
“Vi synger tyske salmer. Nogle, for eksempel Paul Gerhardts og Martin Luthers, findes både på dansk og tysk. Og vi har også ‘Se nu stiger solen’ med i Nordkirche,” fortæller Bettina Sender.