Tilbage til nyhedsliste

Dansk-Tysk Handelskammer: ”Det burde være en no-brainer at satse på tysk”

9. april 2021

Danskere med gode tyskkundskaber gavner eksport og velstand. Derfor burde danske politikere satse på tysk. Det mener direktør for Dansk-Tysk-Handelskammer, Reiner Perau, der nu blander sig i debat om tyskundervisning i Danmark.

Reiner Perau, direktør i Dansk-Tysk Handelskammer, mener, at gode tysk kundskaber på tværs af det danske samfund vil gavne eksport og velstand.

Reiner Perau, direktør i Dansk-Tysk Handelskammer, mener, at gode tysk kundskaber på tværs af det danske samfund vil gavne eksport og velstand.

Foto: Dansk-Tysk Handelskammer

Tysk er en uddød kompetence og bør fjernes fra skoleskemaet til fordel for mere fritid, da engelsk har overtaget som internationalt sprog. Sådan lød det for et par uger siden fra en folkeskolelærer i et interview med Fagbladet Folkeskolen, der satte gang i en ny debat om tyskundervisningen i Danmark. Men for danske politikere burde det være oplagt at satse på tysk, for det gavner det danske samfund, skriver direktør Reiner Perau, Dansk-Tysk Handelskammer, der nu blander sig i debatten.

”For danske politikere burde det være en no-brainer at satse på tysk: Godt tysk på tværs af det danske samfund gavner eksport og velstand”, skriver Reiner Perau i en nyhedsmail, hvor han peger på, at Tyskland er Danmarks største udenlandske marked.

Reiner Perau bemærker, at engelsk godt nok er blevet et moderne forretningssprog, der også kan bruges i Tyskland, men han understreger, at det kan betale sig at lære det tyske sprog og forstå Tyskland bedre. I en forretningssituation vil det at forstå tysk og udvise interkulturel forståelse give point på sympatikontoen, og det gavner markedsresearchen at kunne følge med i de store tyske aviser. Og så har danskerne en fordel overfor mange andre nationaliteter i, at de har nemmere ved at lære tysk, da dansk og tysk tilhører den samme sprogfamilie, understreger Reiner Perau.

Reiner Peraus opfordring til de danske politikere om at styrke tyskundervisningen står ikke alene. Allerede i november 2020 stillede Venstre et beslutningsforslag om, at regeringen skal udarbejde en ny Tysklandsstrategi, der skal styrke de økonomiske og kulturelle bånd mellem Danmark og Tyskland. En styrkelse af danskernes tyskkundskaber er en del af dette forslag.