DR og ZDF i stort tv-samarbejde
Udover Danmarks Radio og tyske ZDF indgår NPO (Holland), VRT (Flamsk Belgien), NRK (Norge), SVT (Sverige), YLE (Finland) og RÚV (Island) i et samarbejde om tv-drama
Tv-serien 'Under overfladen' fortæller den samme historie fra otte forskellige perspektiver. Anmelderne er uenige om, hvorvidt det er en vellykket fortælleform.
Foto: DR
Danskerne kan se frem til endnu flere dramaserier på DRTV de kommende år. Sammen med syv andre public servicestationer i Nordvesteuropa har Danmarks Radio aftalt at co-producere otte kvalitetsserier årligt.
Samarbejdet er det hidtil mest vidtfavnende af sin slags i Europa og har fået navnet New8. Det blev offentliggjort på en pressekonference på film- og tv-eventet Mercato Internazionale Audiovisivo (MIA) i Rom.
”Med New8 ønsker vi at styrke det nordiske og europæiske samarbejde om at skabe, udbrede og finansiere otte kvalitetsserier årligt. Det betyder, at vi kan vise endnu mere public service-fiktion, uden at det koster os mere. Derfor er vi meget glade for, at det er lykkedes at gå sammen om at skabe en stærk, lokal position i et marked, der ellers er domineret af internationale kommercielle streamingtjenester”, siger Danmarks Radios dramachef, Henriette Marienlund.
New8 bygger videre på det nordiske samarbejde i Nordic Twelve (N12) om co-produktion af dramaserier. Det har eksisteret siden 2018 og står bag flere end 60 serier. Det drejer sig om serier som ’Carmen Curlers’ fra DR, ‘Exit’ fra NRK og ‘Den tynde blå linje’ fra SVT, som har fået et stort publikum ikke bare i Norden, men også i andre lande.
Danmarks Radio, ZDF (Tyskland), NPO (Holland), VRT (Flamsk Belgien), NRK (Norge), SVT (Sverige), YLE (Finland) og RÚV (Island) indgår i det nye samarbejde om tv-drama.
Man kan så håbe, at der måske også kan komme noget grænseoverskridende samarbejde ud af projektet. Tidligere har vi set et godt samarbejde mellem to af samarbejdets tv-stationer, Danmarks Radio og ZDF om dramaserien ’Under overfladen’ (på tysk ’Tod von Freunden’).
Serien blev optaget på Okseøerne i Flensborg Fjord med både danske og tyske skuespillere i hovedrollerne. Lena Maria Christensen og Thure Lindhardt spillede de danske hovedroller. Jan Josef Liefers og Katharina Schüttler havde de tyske hovedroller.
Flere nyheder: