Historien om dansk-tysk grænsekærlighed går verden rundt
Danske Inga Rasmussen og tyske Karsten Tüchsen Hansen mødes hver dag ved den lukkede dansk-tyske grænse. Nu er deres historie nået til både Japan og USA, skriver TV SYD.

Historien om 85-årige Inga Rasmussen fra Gallehus, Danmark, og 89-årige Karsten Tüchsen Hansen fra Sønder Løgum, Tyskland, er gået verden rundt.
Foto: Frank Molter/DPA/Ritzau Scanpix
Midt i coronaepidemien er en solstrålehistorie fra det dansk-tyske grænseland gået verden rundt. Historien om danske Inga Rasmussen, 85, og tyske Karsten Tüchsen Hansen, 89, der mødes hver dag ved den lukkede dansk-tyske grænse til en kop kaffe og en snak, er nået til både Japan og USA. Det skriver TV SYD.
Det er bl.a. den japanske public service-kanal NHK, der har bragt historien om det ældre kærestepar.
”Historien handler om kærlighed og lidenskab, som vi gerne vil dele med vores seere, så vi kan give dem håb og mod”, fortæller NHK-journalisten Kumi Hanjo til TV SYD.
Også amerikanske The New York Times har bragt historien under overskriften ”Kærlighed er det bedste i verden”. Artiklen er skrevet af den Berlinbaserede korrespondent Patrick Kingsley, der også har skrevet bogen ”How To Be Danish”.
”Vi er her på grund af kærlighed”, siger Karsten Tüschen Hansen til The New York Times, der også har delt et billede af de to på Instagram, hvilket mere end 85.000 mennesker synes godt om.
Det var oprindeligt Henrik Frandsen (V), borgmester i Tønder Kommune, som for knap en måned siden på en cykeltur havde mødt parret ved den lukkede dansk-tyske grænseovergang på Møllehusvej ikke langt fra Tønder. Han lagde et billede på Facebook af de to siddende på hver sin side af den lukkede grænseovergang, og efterfølgende begyndte en række danske medier at skrive om kæresteparret. Sidenhen har bl.a. også en række tyske medier, The Irish Times samt BBC fortalt historien om Inga Rasmussen og Karsten Tüchsen Hansen.
Danmark lukkede sine grænser lørdag den 14. marts kl. 12 som et led i at bekæmpe spredningen af coronavirus. Mandag den 16. marts kl. 8 fulgte Tyskland trop og lukkede sine grænser til Danmark samt Østrig, Schweiz, Frankrig og Luxembourg. Den danske grænselukning gælder lige nu til og med 10. maj. Personer med et anerkendelsesværdigt formål kan fortsat rejse ind og ud af Danmark.
Flere nyheder: