Tilbage til nyhedsliste

Markante artister indvier ny intimscene på Tønder Festival

11. august 2026

Den sønderjyske rockpoet Rikke Thomsen skal sammen med Pernille Rosendahl, Dorthe Gerlach, Signe Svendsen og Annika Aakjær indvie Tønder Festivals nye intimscene.

Rikke Thomsen er blandt de markante artister, der skal indvie Tønder Festivals nye intimscene, der har plads til 300 mennesker.

Rikke Thomsen er blandt de markante artister, der skal indvie Tønder Festivals nye intimscene, der har plads til 300 mennesker.

Foto: PR

Af Redaktionen

Om to uger skydes årets udgave af Tønder Festival i gang. 

Grænselandets helt store musikfestival samler hvert år cirka 15.000 mennesker, og som noget nyt får festivalen i år en ny intimscene, der har plads til 300 mennesker i området Nyholm Skov.

Den nye scene ’Æ Skovscene’ bliver indviet af fem markante kvindelige artister. Pernille Rosendahl og Dorthe Gerlach optræder sammen, Annika Aakjær og Rikke Thomsen optræder solo og Signe Svendsen kommer og optræder i trioformat. Pernille Rosendahl får debut på Tønder Festival, mens Dorthe Gerlach, Signe Svendsen, Annika Aakjær og Rikke Thomsen alle er trofaste Tønder-fans og i den grad publikumsfavoritter. 

I en pressemeddelelse betegner Tønder Festival det som et scoop af de helt sjældne og en ekstra gave til publikum her få uger før, Tønder Festival slår dørene op. 

På sociale medier udtrykker Rikke Thomsen begejstring for at få mulighed for at give den intime koncert. Hun citerer sig selv med et vers fra sangen ’Lant ue å Tønder Land’.

“Æ hæ alle ven i Rom,
Æ hæ kun loj som om,
Men æ hæ ven lant, lant ue
Lant ue å Tønder Land.”

Tønder Festival er bevidst om, at den nye scenes begrænsede kapacitet kan skuffe fans. Sidste år spillede Rikke Thomsen på Open Air-scenen foran 10.000 mennesker.

“Vi ved, at så prominente navne sagtens kunne fylde meget større scener, men intimkoncerterne er netop noget af det, der gør Tønder Festival til noget særligt. Det håber vi, folk vil huske på, hvis de kommer til at gå forgæves,” siger Maria Theessink, kunstnerisk leder på Tønder Festival.

Spilleplanen for de 4 koncerter er:

Onsdag den 26. august kl. 16:00: Dorthe & Pernille

Torsdag den 27. august kl. 15:30: Signe Svendsen

Fredag den 28. august kl. 16:30: Annika Aakjær

Lørdag den 29. august kl. 13:00: Rikke Thomsen

Tønder Festival kunne mandag den 10. august melde udsolgt af partoutbilletter. Det er fortsat muligt at købe en enkeltbillet til onsdag, torsdag og lørdag. Årets program har Emmylou Harris, Daniel Lanois, Ron Sexsmith, Jake Blount og en stor hyldestkoncert til Kris Kristoffersen som de væsentligste trækplastre. 

“Vi er dybt taknemmelige for den store opbakning fra publikum. At kunne melde udsolgt er et kæmpe skulderklap til de frivillige, der lægger et enormt arbejde i at skabe en festival, folk har lyst til at komme tilbage til. Og det er en cadeau til de artister, der rejser hertil fra hele verden for at være en del af Tønder. Det nærvær og fællesskab, der opstår omkring den håndspillede musik, er noget, mange søger lige nu – og det kan Tønder Festival levere”, siger Kristina Lehmann Schjøtt, direktør for Tønder Festival Forening.