Nu sejler ny færge
Ruten mellem Flensborg og Sønderborg er ny søvej mellem Sydslesvig og Sønderjylland.
Siden 18. marts har Flensborg Havn huset en ny færge, der sejler mellem Sønderborg og Flensborg.
Foto: Flickr
Siden mandag den 18. marts har det tyske rederi Watten Fährlinien sejlet mellem Flensborg og Sønderborg med op til tre daglige afgange hver vej.
”Mine forventninger er, at ruten bliver efterspurgt. Så kan man udvide med endnu et skib. »Liinsand« (navnet på færgen, red.) blev i sin tid bygget som taxifærge mellem de nordfrisiske øer. Hvis sejladsen mellem Flensborg og Sønderborg bliver en succes, så er den for lille, for så burde den have 150 pladser. Men det er altså fremtidsmusik”, siger Dirk Lehmann, ejer af rederiet Watten Fährlinien, til Flensborg Avis.
Rejsetiden er en time og tre minutter, og de rejsende kan tage både hunden og cyklen med.
Også andre mindre kæledyr som katte må komme med på færgen, men man skal sørge for at have et opdateret rabiesvaccinationscertifikat til sin hund.
Der tages op til 20 cykler med på hver rejse. Bilen må man lade stå. Det er ikke en bilfærge. Og som ved alle andre grænseovergange gælder det, at alle passagerer skal have et identitetskort, og ikke-EU-borgere skal have et Schengen-visum. Man kan ikke komme ombord på færgen uden et gyldigt identitetsdokument.
Turen koster 15 euro per person, og man kan købe en familiebillet til 30 euro. Der gives lidt rabat på returbilletter, som koster 29 euro per person og 29 euro for en familiebillet. Det koster fem euro at have sin cykel med og syv euro for en cykelreturbillet.
Der er afgang fra Flensborg klokken 9.45 og 16.40 fra mandag til lørdag - torsdag, fredag og lørdag også 13.15.
Der er afgang fra Sønderborg mandag til lørdag 11.25 og 18.30 - torsdag, fredag og lørdag også 14.55.
Så en god mulighed for at komme lidt til søs, både for folk fra de to byer og folk, som udser sig grænselandet som udflugtsmål i for eksempel nogle af forårets helligdage.
Flere nyheder: