Nyt medlem i Sydslesvigudvalget
Birgitte Vind (S) er tirsdag blevet udpeget som nyt medlem af Folketingets Sydslesvig af kulturminister Joy Mogensen (S). Hun erstatter Troels Ravn (S) efter en ny konstituering i Socialdemokratiets folketingsgruppe.

55-årige Birgitte Vind (S) er nyt medlem af Folketingets Sydslesvigudvalg.
Foto: Socialdemokratiet
Socialdemokratiet har skiftet ud i Sydslesvigudvalget. Troels Ravn (S), der er partiets skatteordfører og fra 2014-2015 var formand for Sydslesvigudvalget, er efter en ny konstituering i Socialdemokratiets folketingsgruppe blevet erstattet af Birgitte Vind (S).
Formand for Sydslesvigudvalget, Christian Juhl (EL), ser positivt på udskiftningen.
”Jeg ser meget frem til samarbejdet med Birgitte, og er sikker på, at hun vil arbejde hårdt for det danske mindretal og vil være en stor gevinst både for Sydslesvigudvalget og for Sydslesvig. Jeg vil gerne på hele udvalgets vegne byde hende velkommen. Samtidig sender jeg en stor tak til Troels Ravn, som i en årrække har vist stort engagement og interesse for forholdende lige syd for grænsen, og ønsker ham held og lykke med de nye opgaver”, siger Christian Juhl i en pressemeddelelse.
Birgitte Vind, der opnåede valg til Folketinget ved valget 5. juni 2019, glæder sig til at lære det danske mindretal at kende.
”Det danske mindretal i Sydslesvig har en særlig status i Danmark og på Christiansborg. Her er et område, hvor vi som folkevalgte i den grad er med til at træffe beslutninger, der kan flytte noget. At det sker i et bredt samarbejde på tværs af partiskel gør blot opgaven endnu mere tillokkende. Jeg glæder mig meget til at stifte bekendtskab med mindretallet og de mange engagerede mennesker, der hver dag arbejder for dansk sprog og kultur lige syd for grænsen”, siger hun.
55-årige Birgitte Vind er Socialdemokratiets kommunalordfører og ældreordfører. Hun er fra Vejle, valgt i Sydjyllands Storkreds og er uddannet lærer fra Jelling Statsseminarium. Før hun blev folketingsmedlem, arbejdede hun som afdelingsleder på Petersmindeskolen i Vejle og var fra 2010-2019 medlem af byrådet i Vejle Kommune. Hun er desuden formand for Folketingets Ligestillingsudvalg.
Udover Birgitte Vind og Christian Juhl består Sydslesvigudvalget af Anni Matthiesen (V), Martin Henriksen (DF), Rune Christiansen (RV), Karina Lorenzen Dehnhardt (SF) og Niels Flemming Hansen (K).
Flere nyheder: