SSW opnår endnu et historisk valgresultat
Ved søndagens kommunalvalg i Slesvig-Holsten opnåede mindretalspartiet Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) nok en gang et historisk resultat med 4,4 procent af stemmerne.
Christian Dirschauer er landsformand for Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW).
Foto: Martin Ziemer
De er efterhånden vant til det i Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW): At valgene går ret godt.
For siden forbundsdagsvalget i september 2021, der sendte Stefan Seidler til Berlin, er det kun gået fremad for partiet.
Og søndag opnåede partiet, der repræsenterer det danske mindretal og det frisiske mindretal, igen et historisk valgresultat. Denne gang til kommunalvalget i Slesvig-Holsten.
Med hele 4,4 procent af stemmerne endte partiet langt over målsætningen på 3,0 procent, der udgjorde partiets valgrekord fra 2008.
”Det er helt fantastisk. Det er vildt, det er historisk”, lød det søndag aften fra SSW-landsformand, Christian Dirschauer, til Flensborg Avis.
SSW opnåede sågar at blive det største parti i Flensborg-området med 24,8 procent af stemmerne. Det er en fremgang på 7,2 procentpoint siden forrige lokalvalg i 2018. Næststørste parti her blev De Grønne med 23,6 procent af stemmerne.
Resultat betyder, at SSW i Flensborg kommer til at besidde 11 pladser af 44 i Flensborg Byråd. Pladserne besiddes af Daniel Dürkop, Mats Rosenbaum, Martin Lorenzen, Rainer Schöpp, Jannik Beyer, Svea Wanger, Dirk Jäger, Michaela Blumenberg, Katrin Möller, Lars Erik Bethge og Christian Dirschauer.
Også i byerne Slesvig, Husum, Rendsborg og endda i Kiel opnåede SSW gode resultater med hhv. 7, 7, 7 og 4 pladser i byrådene.
I en ny pressemeddelelse takker Christian Dirschauer for vælgernes tillid til partiet og fremhæver, at man allerede er klar til at trække i arbejdstøjet og forbedre det økonomiske hverdagsliv for delstatens befolkning, bl.a. ved at kigge på ejendomsskat, børnepasningstilskud, entrepriser og gebyrer generelt.
”Vi er meget bevidste om, at mange mennesker allerede står med ryggen mod muren”, siger han.
SSW opnåede i alt 50.783 stemmer i delstaten Slesvig-Holsten. Det er en stor stigning i forhold tyil det seneste valg i 2018, hvor partiet fik 25.989 svarende til 2,3 procent.
CDU blev med 33,8 procent det største parti i delstaten ved kommunalvalget søndag. SPD endte på 19,4, mens De Grønne fik 17,7. Fjerdestørste parti blev AfD med 8,1 procent.
Valgdeltagelsen endte på 49,4, hvilket er en fremgang siden 2018. Her var valgdeltagelsen 47 procent.
Flere nyheder: