Virtuel stafet får sønderjyder til at besøge genforeningssten
DGI Sønderjyllands genforeningsarrangement ’Stafet 2020’ er blevet udsat til 2021 pga. coronaepidemien. I stedet har de arrangeret en virtuel stafet, der opfordrer sønderjyder til at slå vejen forbi lokale genforeningssten

Conni Larsen fra Holm på Nordals er blandt de sønderjyder, der har besøgt en genforeningssten på sin løbetur. Her står hun ved sin lokale genforeningssten i Holm.
Foto: Privat
I denne uge skulle 100-året for Genforeningen have været markereret ved landets genforeningssten, men som alt andet er markeringen skudt til hjørne pga. coronaepidemien. Men på trods af aflysningen er de mange genforeningssten ikke blevet glemt.
I DGI Sønderjylland har man været nødsaget til at udskyde det fem uger lange motionsevent ’Stafet 2020’, der skulle have markeret genforeningsjubilæet, til 2021. I stedet er et virtuelt løb blevet arrangeret, der strækker sig fra den 2.-30. maj. Her opfordres sønderjyderne til at løbe eller gå hver for sig – og gerne besøge en genforeningssten på deres vej.
”Vi har valgt at gøre det her for at vise, at Stafet 2020 ikke er død og begravet, men blot udsat til næste år, hvor vi satser på at gøre det hele endnu større. Den virtuelle stafet er ikke en erstatning, men en måde at gøre noget her og nu i denne amputerede tid. Og det har været rigtigt fedt at mærke det store engagement”, fortæller Danni Callesen, idrætskonsulent for Løb & Gang i DGI Sønderjylland og Sydvest, der kom på idéen til det virtuelle løb.
Conni Larsen fra Holm på Nordals er blandt de sønderjyder, der har besøgt en genforeningssten på sin løbetur. Hun har flere gange været forbi den lokale genforeningssten ved Kulturhuset i Holm, der står få kilometer fra hendes bolig. Og hun har også løbet den lidt længere tur til genforeningsstenen i nabobyen Nordborg.
”Jeg synes, det var rigtigt fint at komme forbi en genforeningssten, når det nu er en genforeningsstafet, og det er genforeningsår. Det får mig til at tænke på min farmor, der ofte snakkede om tiden før Genforeningen, hvor det hele var tysk. Hun gik i tysk skole, og det var hun ikke helt glad for”, siger Conni Larsen, der er medlem af Nordborg Løbeklub og har løbet i knap 10 år.
Indtil videre har de sønderjyske deltagere tilbagelagt i alt 4016 kilometer, og det begejstrer idrætskonsulent Danni Callesen, der selv har gået og løbet med. Han håber på, at de ved stafettens afslutning den 30. maj kan runde 10.000 kilometer.
”Det er sørme et stort tal, men jeg tror på det. Jeg fornemmer en stor lyst i vores løbeklubber, der virkelig har grebet stafetten og lavet deres egne små initiativer for at aktivere folk. Og så er vi jo privilegerede i Danmark, at vi kan komme ud i den friske luft og ikke har været ramt af strenge restriktioner og udgangsforbud ligesom f.eks. Frankrig. Så det gælder bare om at udnytte det og komme ud og røre sig”, siger Danni Callesen.
I alt deltager 25 løbeforeninger fra hele Sønderjylland i den virtuelle stafet. Hver forening har sin egen dag, hvor det er foreningen, der har stafetten og dermed engagerer sine medlemmer og andre motionister i lokalområdet til at gå eller løbe en tur.
Find din lokale genforeningssten på www.genforeningssten.dk.
Del dine egne billeder, deltag eller følg med i den virtuelle stafet under hashtagget ”#virtuelstafet2020” på DGI Stafet 2020s Facebookside og på Instagram.
Flere nyheder: