Gå til leksikonoversigt

A.P. Møller Skolen

Begreber

Dansk gymnasium og en fællesskoleafdeling for 7.- 10. årgang. Den hører under Dansk Skoleforening for Sydslesvig. Der undervises på dansk.

I 2005 meddelte A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, at fonden ønskede at skænke et gymnasium til det danske mindretal i Sydslesvig. Gymnasiet skulle aflaste Duborg-Skolen i Flensborg og placeres i Slesvig by. Grundstenen til A.P. Møller Skolen blev lagt den 3. maj 2007 og officielt indviet den 1. september 2008.

A.P. Møller Skolen ligger på den tidligere kasernegrund "Auf der Freiheit" umiddelbart øst for Slesvigs centrum med udsigt ned til Slien. Den er tegnet af det danske arkitektfirma C.F. Møller og har et areal på ca. 15.000 m² med plads til over 600 elever.

Tidligere direktør for Institut for Grænseregionsforskning Jørgen Kühl var skolens første rektor, en stilling, han beklædte frem til 2021.