Gå til leksikonoversigt

Kulturhistorie Tønder

Steder

 

Museum i Tønder grundlagt i 1923 som museum for daværende Tønder Amt. I 2006 blev Kulturhistorie Tønder fusioneret med de andre selvstændige, statsejede museer i landsdelen til Museum Sønderjylland.

Kulturhistorie Tønder har til huse i portbygningen til det for længst nedrevne Tønderhus og ligger sammen med Kunstmuseum Tønder og Tønder Vandtårn i bygningskomplekset Museum Sønderjylland Tønder.

Efter 1970 fik alle de sønderjyske museer et regionalt ansvarsområde som deres væsentlige arbejdsfelt. For Tønders vedkommende betød det, at udstillingerne her kom til at fokusere på det vestlige Sønderjyllands rige kunsthåndværk. 

Udstillingerne på museet viser den rigdom og sans for kvalitet, der herskede i 1700- og 1800-tallets Vestsønderjylland, og man kan fornemme den stærke kulturpåvirkning, som området har fået fra det nordtyske og frisiske område i form af kniplinger, fajancer og fliser. Disse afspejler den levende samhandel og kulturmødet med landene mod syd.

Dertil kan man se talrige eksempler på lokalt Tøndersølv i form af skeer og hovedvandsæg, som er karakteristiske for området, samt eksempler på byens og egnens møbelkultur.