Gå til leksikonoversigt

Louise Augusta, 1771-1843, prinsesse, hertuginde af Augustenborg

Personer

Den danske prinsesse og hertuginde af Augustenborg Louise Augusta blev officielt anerkendt som datter af Christian 7. og Caroline Mathilde, selv om der ikke hersker tvivl om, at hendes biologiske far var J.F. Struensee. Efter faderens henrettelse og moderens forvisning til Celle blev Louise Augusta opdraget ved det danske hof sammen med sin storebror, den senere Frederik 6., som hun var tæt knyttet til.

I 1786 blev hun gift med hertug Frederik Christian af Augustenborg, med hvem hun fik datteren Caroline Amalie samt sønnerne hertug Christian August og Frederik, der også blev kaldt Prinsen af Nør. På trods af sin bror Frederik 6.s skarpe modsætningsforhold til sin mand angående arveretten til den danske krone støttede Louise Augusta livet igennem Frederik 6.

Louise Augusta. Kobberstik af J.F. Clemens.

Louise Augusta. Kobberstik af J.F. Clemens.

Det Kgl. Bibliotek.