Gå til leksikonoversigt

Sankt Michaels Kloster

Steder

Benediktinerkloster i Slesvig by. Det blev stiftet i første halvdel af 1000-tallet og var formentlig det ældste kloster i Slesvig-Holsten. Sankt Michaels Kloster var muligvis et dobbeltkloster, dvs. for både munke og nonner. Det blev nedlagt mellem 1191 og 1196, hvor munkene oprettede et cistercienserkloster, Guldholm, ved Slien og et benediktinernonnekloster, St. Johannis (dansk: Sankt Hans), i Slesvig.

Årsagen til nedlæggelsen af klosteret kendes kun fra en beretning nedskrevet af en munk i Ryd Kloster i 1289. Han fortæller, at munkene i Sankt Michaels Kloster levede på usædelig vis, og at abbeden og nogle af hans munke en dag blev fundet døddrukne i et af byens ølhuse. Ifølge beretningen var det denne begivenhed, der førte til, at biskop Valdemar besluttede at flytte klosteret til Guldholm.

 Sankt Michaels Kloster blev senere revet ned, og dets præcise placering kendes ikke. 

Se også Klostre i Sønderjylland/Slesvig.

Litteratur: 

Vilhelm la Cour: ”Klostrene” i Sønderjyllands Historie 1. bind: Landet, Sproget, Tiden indtil 1241, 1930