Topff, Bruno, 1886-1920, leder af soldaterråd
Bruno Topff var skræddersvend fra Potsdam og under 1. Verdenskrig marinesoldat.
Efter det tyske kejserriges sammenbrud i november 1918 udbrød der revolution i Tyskland, og der oprettedes soldaterråd i alle nordslesvigske byer. Rådene vakte megen frygt, fordi man så dem som begyndelsen til såkaldte sovjetter i russisk stil.
I Sønderborg ledede Bruno Topff et soldaterråd, hvis præsidium tog magten i byen den 6. november 1918. Dette soldaterråd sørgede dog for, at revolutionen netop her forløb roligt og uden blodsudgydelser. Efter tre dage trak Bruno Topff sig igen fra ledelsen af soldaterrådet pga. helbredsmæssige årsager.
Ifølge en legende blev Als udråbt til en republik, og Bruno Topff blevet kaldt "præsidenten over Als". Men intet tyder på, at han har udgivet sig som præsident.
Efter krigen forblev Topff i Sønderborg, hvor han åbnede en skrædderbutik. I november 1920 døde han af tuberkulose.
Bruno Topff ligger begravet i Berlin. I 1993 opsatte medlemmer af Bruno-Topff Selskabet og Sønderborg Kommune her en mindetavle, hvor han betegnes som ”præsident over øen Als, 7.-9. november 1918”.
Litteratur:
Frode Sørensen: "Revolutionen og magten - Sønderborg-arbejdernes historie 1872-1922". 2008.
Dorrit Andersen: "Præsident" Topff og republikken Als - endnu engang". Sønderjyske Årbøger 1985, s. 97-136.
Robert Huhle: "Bruno Gustav Eugen Topff og revolutionen i Sønderborg". Sønderborg, 1984.
A. Thyssen: Omkring "Præsident" Toppf, Sønderborg. Sønderjyske Årbøger 1966, s. 204-208.
Kaj Rolfsen Nissen: "Problemer omkring "præsident" Toppf. Sønderjyske Årbøger, 1965, s. 83-103.