Tilbage til nyhedsliste

Sønderjysk film er med i Oscar-kapløb

6. september 2022

Den danske Oscar-komité har udpeget 'Resten af livet' af Frelle Petersen som en af tre film, der er med i kåringen som Danmarks Oscar-kandidat.

Filmen 'Resten af livet' havde premiere den 7. juli. I hovedrollerne ses bl.a. Jette Søndergaard (tv.) og Ole Sørensen (th.).

Filmen 'Resten af livet' havde premiere den 7. juli. I hovedrollerne ses bl.a. Jette Søndergaard (tv.) og Ole Sørensen (th.).

Foto: Ralf Konow/Nordisk Film

Den danske Oscar-komité udpegede mandag filmen ’Resten af livet’, der udspiller sig i Sønderjylland, som en af tre film, der har chancen for at blive Danmarks kandidat i kapløbet om en nominering for bedste internationale film ved Oscar-prisuddeling i Los Angeles den 12. marts 2023. Det oplyser Det Danske Filminstitut i en pressemeddelelse.

"Vi har peget på tre markante titler, som vi mener har potentialet til at nå længst i Oscar-kapløbet”, udtaler Claus Ladegaard, direktør for Filminstituttet og formand for komitéen, om ’Resten af livet’ og de to øvrige film, 'Holy Spider' af Ali Abbasi og 'Du som er i himlen' af Tea Lindeburg,

'Resten af livet' er instrueret af sønderjyske Frelle Petersen og udspiller sig i Sønderjylland, og sproget er sønderjysk. Filmen blev godt modtaget ved premieren den 7. juli med flere femstjernede anmeldelser og har indtil videre solgt knap 97.000 billetter. Filmen er desuden i spil til en stor europæisk filmpris, når den senere på måneden deltager i hovedkonkurrencen på San Sebastian Filmfestival.

Filmens hovedrolle spilles af Jette Søndergaard, der i seneste nummer af magasinet Grænsen fortæller at være skuespiller på sønderjysk:

“Det, der gør filmen sønderjysk, altså udover sproget, er ting som kaffebordet og ringridning. Så der vises ting, der er typiske for Sønderjylland. Men det er aldrig på en karikeret måde,” siger hun til magasinet Grænsen.

Det var også med Jette Søndergaard i hovedrollen, at Frelle Petersen fik sit gennembrud som instruktør med sin forrige film, 'Onkel' fra 2019, der også havde et tydeligt afsæt i det sønderjyske.

Den danske Oscar-komité, der består af repræsentanter fra filmbranchen og Det Danske Filminstitut, mødes igen den 27. september for at pege på den endelige kandidat.