Kampe mod aromanere, ladinere og sorbere

Europeada 2024

I kampprogrammet for EUROPEADA kan du finde mange mindretal, du næppe kender. Her er de sydslesvigske og nordslesvigske holds modstandere.

De sydslesvigske herrer spiller første kamp ved EUROPEADA mod det bulgarske mindretal i Rumænien og er kommet i pulje med det ladinske mindretal i Italien, og det aromanske udvælgelseshold. Aromansk er et sprog beslægtet med rumænsk uden en moderstat, som findes spredt i en række lande i det sydlige og østlige Europa.

De nordslesvigske herrer lægger ud mod et mindretal fra den schweiziske Kanton Grisson og møder også storfavoritterne fra Sydtyrol. De skulle have mødt Krim-tatarerne, men de har meldt afbud.

Kvindeholdet fra Sydslesvig spiller den første kamp mod det sorbiske mindretal i Tyskland og er også i pulje med det ladinsk-talende mindretal i Italien.

Det nordslesvigske kvindehold spiller første kamp mod det tyske mindretal i Sydtyrol og møder også holdet fra det tyske mindretal i Polen.

I alt 87 kampe vil der blive spillet over 7 dage. De vil i øvrigt alle blive vist via livestream på YouTube. 

Turneringen grundlagt af paraplyorganisation

Den Føderale Union af Europæiske Nationale Mindretal (FUEN), den største paraplyorganisation for Europas nationale mindretal, nationaliteter og sproggrupper, er grundlægger og koordinator for turneringen og organiserer EUROPEADA sammen med de lokale arrangører. Den afholdes hvert fjerde år siden 2008, normalt i samme år som UEFA EURO, UEFAs Europamesterskab for herrelandshold. I værtslandene er det mindretalsorganisationer som Sydslesvigske danske Ungdomsforeninger (SdU), Sydslesvigsk Forening (SSF) og Bund Deutscher Nordschleswiger, der binder tingene sammen.