Smuk bog om området ved Ejer Bavnehøj har også monumentet med
Journalist Jørgen Høg og fotograf Carsten Ingemann har fået udgivet en rigtig smuk og betagende bog ‘Bjergfolket’ om Ejer Bavnehøj og det lokale landsbysamfund Ejer på toppen af Jylland.
Der er mange fine og kyndige bidragydere, der er smukke fotos, bogen er i lækkert kaffebordsformat, og når den er relevant i grænselands-sammenhæng, så skyldes det, at det store genforeningsmonument på toppen af Ejer Bavnehøj er med.
Tårnet, som er 12,5 meter højt, havde 100-års jubilæum sidste år. Fra toppen er der den vildeste udsigt over Jylland til alle sider. Udover tårnet er der på toppen af Ejer Bavnehøj en genforeningssten med inskriptionen: ‘Her er jeg sat som bavtasten, de sønderjyder til ære, danske de var, og danske de blev, og danske vilde de være’.
Udover kapitlet om monumentet, er der en artikel, hvor formand for Grænseforeningen, Mirco Reimer-Elster, bliver interviewet om foreningen, om grænselandet og om at støtte danskheden i grænselandet.
Der er desuden en artikel om fejringen af 100 året for monumentet, hvorfra der tidligere er rapporteret i magasinet Grænsen.