Den smalle men dog asfalterede Kamper Weg tager nogle bratte sving forbi de grønne marker og et økologisk landbrug, inden bilen tøver ved et hegnsled ind til en gårdsplads.

Her står André Lambertsen midt i det, der fra bilen ligner en hyggelig snak i solen, lige inden han vender sig rundt for at se, hvem der nu har fundet frem til ham – her ude på det flade land lidt uden for landsbyen Jydbæk, nordvest for Slesvig.

Grænseforeningen er kommet for at besøge et af de mange medlemmer af mindretallet uden hvis frivillige indsats, mangt og meget ikke ville kunne lade sig gøre. Men inden vi kommer til dette emne, lad os for et øjeblik møde André Lambertsen og det smedeværksted, han har drevet som selvstændig siden 2001.

“Moin, velkommen,” siger han med et bredt smil, inden han byder indenfor i det, der mest minder om en stor maskinhal, hvor det står klart for enhver – selv dem med ti tommelfingre – at her bor en smed:

Langs væggene står stablet matte grå stålprofiler i forskellige længder, bredder og tykkelser. Udstyr til at svejse, skære og håndtere stål og aluminium er klar til brug. Og for enden af hallen er en rød container indrettet til lager.

Hallen er stille bortset fra en svale, der er ved at bygge rede et eller andet sted ude af syne.

“Jeg er grovsmed. Jeg kan lave alt her. Jeg bygger altaner og porte i stål, sætter solcelleanlæg op og svejser rør. Jeg har en kunde, en VVS-forretning, der ringer til mig, når der skal svejses noget. Når for eksempel varmekraftværket Stadtwerke i Flensborg skal have svejset rørledninger, kan det også være mig, der får den opgave,” siger André Lambertsen.

Han tier et øjeblik, inden opsummeringen:

“Jeg laver alt i metal, for det meste i stål, rustfrit stål og en smule aluminium.”

Jeg kan lide at forme tingene med hænderne

Ifølge André Lambertsen var det egentlig ikke en velovervejet plan, at han ville være smed eller selvstændig erhvervsdrivende her i Sydslesvig. Hans danske far var sømand, men selv om det liv var fristende, passede det ikke helt til André Lambertsen. Han har altid gerne ville have med dyr at gøre, og et liv som landmand trak i ham, men det var ikke så nemt som ung mand at kunne finansiere et landbrug.

“Min far var sømand, så der var ikke nogen gård at overtage. Jeg gik på den danske skole, Cornelius Hansen-Skolen i Flensborg, og der i 9. klasse var der sådan et informationscentrum, hvor man kunne se, hvilke uddannelser der var at vælge imellem,” fortæller han.

Til sidst faldt valget på en læreplads i Tarp som smed med speciale i landbrugsmaskiner. Det smagte trods alt en smule af landmandslivet for den dengang 15-årige André Lambertsen, så i 1996 cyklede skoleknægten ud for at spørge i et smedeværksted, om det var muligt at komme i lære der. Da han blev vist ind til chefen, blev han spurgt til, hvordan hans karakterer i skolen var.

“Ah, og de var jo ikke så gode”. André Lambertsen griner lidt ved erindringen, inden han fortsætter sin anekdote:

“Hvor dårlige”, spurgte chefen. 

“Joh, de var sådan fire- og femtaller (lige i omegnen af bestået, red.)”, svarede han.

“Jamen når du er færdig her, har du to-taller over det hele”, lød det fra chefen. 

“Og i Tyskland er karakterskalaen omvendt, så ‘1’ svarer til et 12-tal og ‘2’ til et 10-tal. Det troede jeg bestemt ikke på. Men da jeg var udlært, havde jeg sgu totaller over det hele. Han havde jo ret, den gamle mand på måske 75 år. Hvordan kunne han vide det?”

En del af forklaringen på den udvikling var måske, at den unge knægt fik lov til at prøve sig selv af indenfor faget. I firmaet var der plads til at lave fejl. Ja, ja, han fik da også klar besked, når det gik galt, men der var ikke sure miner bagefter.

“Jeg fik utroligt meget frihed til selv at udføre mit arbejde. Det var en rigtig god tid.”

Da han bliver spurgt om, hvad det er, han bedst kan lide ved sit fag som smed, tøver han lidt, inden svaret falder lidt langsomt, måske prøvende:

“Det ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg skal svare på.”

En kort pause inden han fortsætter: 

“Jeg ville også have blevet en dygtig snedker, hvis det var det, jeg var havnet i. Altså jeg kan lide håndværk – det at forme tingene med hænderne, at bygge ting, der bliver til noget. Nu du spørger mig, vil jeg sige, at jeg også godt kan lide at arbejde med metal, fordi man kan gøre nogle ting med metal, som ikke er muligt med træ.”

Men, tilføjer han med et lunt smil, hvis kunden vil have, at han skal sætte et plankeværk op, jamen så gør han da det.

“Jeg kan finde ud af det meste og kan nok godt lide blandingen af at arbejde med både træ og metal,” siger André Lambertsen.

Med base i en campingvogn

I den første tid efter at have udstået sin læretid, arbejdede han på en gård, hvor han både fodrede grise og vedligeholdt landbrugsmaskinerne. Men efter han og landmanden opførte en stor staldbygning fra bunden med inventar og det hele, fik et lokalt smedefirma øje på den unge gut fra mindretallet. Og ikke lang tid efter blev han ansat som svend til et hold af medarbejdere, som tog sig af større projekter – mest udenfor Sydslesvig.

“Dengang i begyndelsen byggede vi mange hestestalde rundt omkring i Danmark, hvor jeg også arbejdede meget, og hvor vi lavede alt inventaret,” fortæller han.

I det hele taget har André Lambertsen lige som sin far rejst meget med sit arbejde. Ikke kun i Danmark, men over det meste af Europa.

“Vi byggede store haller helt fra bunden. Det tog op mod et halvt år at bygge sådan en. Det blev leveret, og så satte vi tingene op. For eksempel var vi et halvt år i Frankrig, Danmark eller hvor ved jeg,” fortæller han.

Med base i en campingvogn og adressen på det nærmeste møntvaskeri i lommen, var det for ham en måde at opleve andre lande og kulturer på. I stedet for at tage hjem i weekender eller ferier, blev han hængende for at opleve det land, han nu var i. Dengang var han ikke gift, men da han fik kone og senere sin søn, var det lidt sværere at få til at hænge sammen.

“De første år, hvor jeg var ude at rejse en del, og vi ovenikøbet samtidig byggede hus, så jeg ikke meget til min knægt. I den tid skete der rigtigt meget, som jeg gik lidt glip af. Det er jeg en smule ked af i dag, men det kan jo ikke gøres om,” siger André Lambertsen.

“Men siden min knægt er kommet til, er jeg helt stoppet med at køre rundt omkring i Europa. Det passer ikke længere ind. I dag er de fleste af mine kunder her i Sydslesvig. Ikke så meget på vestkysten. Mest heromkring. Jeg skal for eksempel snart ud i omegnen af Kiel, hvor jeg skal bygge inventaret til en grisestald. Jeg har også lidt at lave i Kappel, Flensborg og her i omegnen,” siger han.

“Mine kunder er mest tyske, men jeg laver også noget for SdU (Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger, red.) som for eksempel Idrætshallen i Flensborg, som jeg laver en hel del for. Det er både billigere og mere bæredygtigt at reparere for eksempel et håndboldmål i stedet for bare at udskifte det med et helt nyt”, fortsætter André Lambertsen.

Med i mindretallet for alvor

I dag kommer hans søn jævnligt på værkstedet, men smedearbejde fanger ikke rigtigt knægtens interesse, så junior kommer nok til at finde noget andet end at arbejde som smed, konkluderer hans far:

“Endnu ved vi ikke, hvad det bliver til, men det skal han nok finde ud af.”

Alligevel har André Lambertsen og hans nu 13-årige søns opvækst mange fællestræk. Begge er de rundet af en blandet dansk-tysk baggrund, hvor der bliver talt både tysk og dansk derhjemme på kryds og tværs. Egentlig er det ikke noget, han hæfter sig så meget ved. Sådan har det jo altid været.

Han tænker lidt ekstra, da han bliver spurgt, hvad han føler sig som i det dansk-tyske grænseland, mest dansk eller mere tysk?

“Hvis jeg skal sige, hvad jeg er, vil jeg sige, at jeg er europæer. Jeg er hverken dansk eller tysk. Jeg er noget midt imellem. Besøger jeg min mor og far oppe i Danmark – i Østervrå, nordenfjords – er jeg tyskeren. Jeg kommer i en bil på tyske nummerplader. Naboerne siger, at det er den tyske søn, som er på besøg. Hernede er jeg danskeren,” siger André Lambertsen.

Og det danske handler for ham meget om den særegne – og for de tyske naboer lidt underlige – underspillede form for humor, danskerne leger med, hvor ikke alt – faktisk intet – skal tages helt for pålydende.

“Når vi for eksempel har været oppe at spise hos min mor og far, hvor maden bare har smagt så godt, og jeg så siger, at ‘det var ikke så ringe endda,’ reagerer min kone med, at det kan jeg da ikke være bekendt at sige, når det jo var fremragende. Men det var jo også det, jeg sagde,” griner André Lambertsen. 

Dansker, tysker eller noget midt i mellem, uanset hvad er han dybt engageret i frivilligt arbejde gennem det danske mindretal, hvor han indtil for nylig har været med i bestyrelsen for Sydslesvigsk Forening (SSF) i distriktet Husum og omegn. Nu nøjes han med at være suppleant for et par medlemmer af bestyrelsen.

“Men selv som suppleant dukker jeg op til hvert møde, fordi man skal jo ligesom vide, hvad der er sket på møderne. Jeg ved godt, at suppleant er en post lidt ude på sidelinjen, men jeg ville ikke have det godt med at gøre det halvt. Enten gør jeg tingene fornuftigt, eller også lader jeg helt være. For mig findes der ikke noget midt i mellem,” siger André Lambertsen.

Hvorfor er du så meget med i mindretalsarbejdet, når du hverken føler dig som dansker eller tysker?

Et øjeblik er det, som om André Lambertsen bliver helt forbløffet overhovedet at få det spørgsmål, næsten som om svaret burde være indlysende. Uvilkårligt hæver han stemmen lige en anelse som for at understrege en pointe, der for ham er aldeles afgørende.

“Hvorfor jeg er med i mindretallet? Jamen min søn går på dansk skole! Selvfølgelig betyder det meget. Husk lige på, at det danske mindretal kun kan hænge rigtigt sammen, hvis vi alle frivillige tager vores ansvar alvorligt. Jeg vil sige det sådan: Det danske mindretal kan ikke fungere uden frivillighed. På den ene side har vi brug for skolerne, og på den anden side har vi behov for SSF. Vi er afhængige af hinanden.”

Holde liv i mindretallet

Som han ser det, er det en illusion at tro, at nogle af mindretallets foreninger eller organisationer kan stå alene uden frivilliges indsats. André Lambertsen fremhæver det nyligt overståede årsmøde som et godt eksempel på, hvor vigtige de frivillige er for at holde liv i mindretallet.

“SSF Amt Sydvest har lige holdt årsmøde i Tønning, hvor vi frivillige har brugt uger og dage på at få sat det op.”

Han tilføjer:

“Hvis vi skulle betale alle de timer, som er blevet hældt ind i bare det ene arrangement, hvor skulle alle de penge komme fra? Selvfølgelig har vi brug for alle de mennesker, som er ansat i mindretallets organisationer, det siger jeg slet ikke, men de frivillige er også rigtig vigtige.”

“Tag nu mig, jeg brugte en fredag på at lave nogle pløkker til et telt og nogle standere til parasoller. Hvis vi nu skulle have haft et firma til at lave disse ting for os, vil det blive rigtigt dyrt med materialer, arbejdsløn, moms og så videre. Selvfølgelig skal mindretallet betale for mit materialeforbrug, men min arbejdstid giver jeg gerne gratis til formålet.”

Som et andet eksempel nævner han nytårskuren på Husumhus, hvor der skulle laves mad til deltagerne.

“Det blev så til grønlangkål. Vi lånte skolekøkkenet i Husum for at lave det selv. Skulle vi have købt maden, skal du regne med 30 euro per mand. Det kan vi gøre billigere selv. Samtidig er det så hyggeligt at være sammen om at gøre den slags,” siger André Lambertsen.

Mindretallet handler om at være sammen om det danske – også selv om grænsen mellem det tyske og danske kan flyde lidt hen over hinanden.