Tilbage til nyhedsliste

Internationalt højskoleophold i grænselandet udskydes

11. marts 2021

Det internationale højskoleophold, Minority Changemaker Programme (MCP) på Jaruplund Højskole, som også Grænseforeningen står bag, udskydes til foråret 2022 på grund af coronapandemien.

20 unge europæere var tilmeldt det internationale højskoleophold Minority Changemaker Programme i 2021. Her ses et par af dem samlet i Palace of Culture i Targu Mures, Rumænien, i 2019

20 unge europæere var tilmeldt det internationale højskoleophold Minority Changemaker Programme i 2021. Her ses et par af dem samlet i Palace of Culture i Targu Mures, Rumænien, i 2019

Foto: Bereczky Zsolt

Det internationale højskoleophold, Minority Changemaker Programme (MCP), som skulle have været afholdt på Jaruplund Højskole fra 28. marts til 26. juni 2021, udskydes til foråret 2022 på grund af coronapandemien.

Det er Grænseforeningen, der står bag højskoleopholdet i et samarbejde med Jaruplund Højskole, Center for Grænseregionsforskning på Syddansk Universitet og den europæiske mindretalsorganisation Youth of European Nationalities (YEN). De 20 unge fra hele Europa, der havde tilmeldt sig højskolekurset i år, bliver nu tilbudt at deltage i kurset fra 27. marts til 24. juni 2022 på Jaruplund Højskole i stedet for.

Generalsekretær Knud-Erik Therkelsen, Grænseforeningen, siger:

”Vi er selvfølgelig kede af, at Minority Changemaker Programme på Jaruplund Højskole nu udskydes til næste år. Men vi er overbeviste om, at de 20 unge europæere, der har meldt sig i år, vil blive fulgt op af endnu flere til næste forår, når vi forhåbentlig bliver fri for coronarestriktioner og kan rejse frit igen.”

Karsten Dressø, der er forstander på Jaruplund Højskole, siger:

”Vi havde i den grad forberedt et særdeles spændende og relevant kursusforløb for eleverne i rammen af dansk højskoletradition. Men udskydelse af dette års Minority Changemaker Programme er under de nuværende COVID-19 restriktioner det eneste ansvarlige.”

Det omgivende samfund er begyndt at åbne igen efter coronanedlukningen, men samtidig er det stadig usikkert, hvornår rejsende igen kan krydse grænsen til Tyskland frit, og det har været afgørende for udskydelsen af årets højskoleophold på Jaruplund Højskole, der ligger syd for den dansk-tyske grænse.

Minority Changemaker Programme henvender sig til unge europæere, der er interesseret i europæisk historie, mindretal, identitet og Europas fremtid.  De 20 tilmeldte deltagere og andre interesserede unge tilbydes otte virtuelle workshops i perioden april, maj og juni i år, hvor næste års Minority Changemaker Programme vil blive præsenteret. Desuden planlægges et kursus for interesserede i uge 40 i år med titlen ”A taste of MCP”.

Læs mere om højskoleopholdet på www.minoritychangemaker.eu