Kirkelig arkitektur

Velbevaret og varieret byggeri, som spænder over vidt forskellige typer af kirkelige anlæg fra mange perioder. Af skriftlige kilder fremgår, at biskop Ansgar opførte kirker i Slesvig og Ribe omkring 848. Disse kirkehuse, der er blandt de tidligst kendte i landet, må have været af træ, men i Sønderjylland findes i øvrigt ingen fysiske levn af de tidlige trækirker i 900- og 1000-tallet, der rejstes efter landets kristning. Landsdelen er imidlertid rig på middelalderligt stenkirkebyggeri, der for alvor tog fart i begyndelsen af 1100-tallet.

Der er helt eller delvist bevaret omkring 220 kirker fra tiden før Reformationen. Dette tal omfatter langt hovedparten af de opførte, selv om det præcise tal ikke kendes; mange af marsklandets kirker er forsvundet i stormfloder. Den altovervejende del af de bevarede kirker er romanske landsbykirker fra perioden 1100-1250, hvis vekslende størrelse afspejler befolkningstæthed og økonomisk formåen. Marsken præges således af meget store kirker (fx Brøns), som står i kontrast til geestens ofte mindre bygninger. Flertallet består af skib og smallere kor, undertiden med apsis, men markante undtagelser ses i St. Michael i Slesvig, der frem til nedrivningen i 1873 var landsdelens eneste rundkirke, samt i Starup, der blev udlagt som en treskibet basilika med planlagt vesttårn i tilknytning til en handelsplads fra 1100-tallets begyndelse. Som andre tidlige danske stenkirker opførtes disse usædvanlige bygninger af frådsten.

Almindeligvis er materialet i de romanske kirker bestemt af geologiske forhold. I det østlige moræneland domineres byggeriet af granit, som navnlig inden for det gamle Haderslev Amt samt i Angel er forarbejdet til kvadre og stedvis har fornem stenhuggerkunst med referencer til de nærliggende domkirkebyggerier i Slesvig og Ribe; Slesvig Domkirkes Petersportal har inspireret til fornemme søjleportaler i en række omkringliggende landsbykirker (fx Sørup), mens sydportalen i Aller viser afhængighed af stiftskirken i Ribe.

I stort tal er landsdelens øvrige granitkirker af rå og kløvet kamp, som navnlig på Als og Sundeved er helt dominerende. I de stenfattige vestlige egne er byggeriet fortrinsvist af tegl og importeret vulkansk tuf fra Rhinegnene, ofte anvendt sideordnet og suppleret med granit. Tufkirkerne, der dominerer egnene nord for den nuværende grænse, tilhører en større gruppe i Sydvestjylland, der ligesom Ribe Domkirke ofte har liséninddelte facader med buefriser under gesimsen; fx Hviding, der ligesom stiftskirken har haft totårnsfacade.

I marsklandets sydlige del dominerer teglstenskirkerne, gerne karakteriseret ved pyntelige gesimsfriser med rundbuer eller spærstik (fx Klangsbøl). Spredte gotiske træk viser, at mange af disse kirker først er tilkommet i løbet af 1200-tallet, men tegl har formentlig allerede været i brug kort før år 1200 i Nørre Løgum Kirke, muligvis introduceret af cisterciensermunke fra Løgum Kloster, der kort efter påbegyndte deres klosterkirke som en teglsat basilika. Kirkerne har kun få romanske tilbygninger, men i de østlige egne ses iøjnefaldende koncentrationer af vesttårne. På Als og Sundeved karakteriseres tårnene ved ofte at være kraftige og stærkt rektangulære (fx Notmark), mens der i Sydslesvig ses en mindre koncentration af runde tårne (fx Oversø).

Der blev kun bygget få kirker efter 1200-tallets midte, men stormfloder skabte dog behov for enkelte nyopførelser i landsdelens sydvestre del, fx Ording på Ejdersted, der mod middelalderens slutning rejstes som et gotisk langhus med tresidet østgavl. Derimod blev langt de fleste romanske kirker i middelalderens anden del moderniseret og udbygget, mest markant i byerne, hvor Vor Frue i Haderslev frem til 1400-tallets midte ombyggedes fra romansk korskirke til treskibet basilika med højt lyst kor.

Tilsvarende udbyggedes Slesvig Domkirke ad flere omgange og forsynedes omkring år 1300 med tredelt hallekor. Størstedelen af den gotiske byggeaktivitet er dog koncentreret i landsognene, hvor kirkerne navnlig fra omkring 1400 forsynedes med hvælv og våbenhuse foruden andre tilbygninger ofte med stærke regionale bånd. Mest iøjefaldende er de gotiske tårne, som har stor udbredelse i landsdelens nordlige del og i stort tal er karakteriseret ved spir, gerne krydsgavlsspir (også kaldet Tørninglen-spir), rejst over fire trekantgavle (fx Døstrup). I de sydøstlige egne er tårnene derimod næsten fraværende, hvilket skal ses i relation til en stærk østersøregional tradition for klokkehuse; i fx Kliplev regnes det for middelalderligt.

Efter reformationen er den kirkelige byggeaktivitet beskeden, men omkring 1590 ombyggede Peder Rantzau Trøjborgs sognekirke i Visby til et langhus med renæssancegavle. Den mest betydningsfulde nyudvikling inden for landsdelens protestantiske kirkebyggeri ses dog i en række fyrstekapeller, der skabtes med forbillede i Torgau Slotskapel i Sachsen, indviet 1544. Som dette indrettede dronning Dorothea i årene 1578-70 kapellet på Sønderborg Slot med et omløbende pulpitur, der genfindes i hertug Philips kapel på Gottorp Slot, indviet 1593, og hertug Hans den Ældres kapel på det nedrevne Hansborg i Haderslev, som færdiggjordes i 1566. Alle tre slotskapeller synes opført af arkitekten Hercules von Oberberg, der også tegnede slotskirken på Koldinghus.

Fra hertug Hans den Ældres tid er levnet en enkel, rektangulær og velbevaret kirkesal i Hertug Hans Hospital i Haderslev, opført 1569. Bemærkelsesværdig er også Brødremenighedens kirkesal i Christiansfeld, som blev grundlagt i 1773 på kongelig koncession. Den enkle klassicistiske gulstensbygning, der færdiggjordes i 1777 og udvidedes 1795-97, følger nøje bevægelsens forskrifter for et menighedshus, således at gavlene vender mod nord og syd, mens kirkesalens bænke er orienteret mod den østre langside. I 1800-tallet fornyedes interessen for middelalderkirkerne. En del gennemgik omfattende restaureringer, mens andre erstattedes af nybyggerier. Allerede i 1824 rejstes efter tegning af C.F. Hansen en klassicistisk kirke i Vonsild som afløser for en ældre, ligesom samme arkitekt stod bag kirken i Husum opført 1828-33.

Navnlig i en række landsogne nord for Haderslev erstattedes en række kirker i 1800-tallets anden del af nygotiske og historistiske byggerier, fx Sommersted fra 1857-58. 1900-tallets kirkebygninger tæller fortrinsvist mindre frimenighedskirker (fx Rødding, indviet 1909) og katolske kirker (fx Aabenraa, indviet 1937), der arkitektonisk tager udgangspunkt i middelalderens formsprog. Dette gælder også tidens få nybyggede sognekirker, fx Vojens, (Hans J. Huusmann, indviet 1925) samt den iøjnefaldende Christianskirke i Sønderborg (Kaare Klint, indviet 1957), som slægter sig på Grundtvigskirken i København. Blandt de senest tilkomne kirker hører den danske kirke i Husum (Alan Havsteen-Mikkelsen, indviet 1991) og Høje Kolstrup Kirke fra 1997. Ved Høje Kolstrup Kirke står et fritstående klokkehus i træ, som er bygget i 2004 og udført efter sønderjysk tradition. 

Af Thomas Bertelsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennard S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Opdateret af Redaktionen 2024.

Litteratur:

M. Mackeprang: Sønderjyllands middelalderlige Landsbykirker, i: Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie. 1914.

Danmarks Kirker: Haderslev Amt 1954-55, Tønder Amt 1957, Åbenrå Amt 1959, Sønderborg Amt 1961, Sønderjylland 1963.