Bussen fra Aabenraa til Sønderborg kører forbi genforeningsstenen, der blev rejst i Felsted i 1930 med inskriptionen: ‘Alt, hvad fædrene har kæmpet, mødrene har grædt, har den Herre stille lempet, så vi vant vår ret’.

Rejst til minde om, at Sønderjylland kom hjem til Danmark, er inskriptionen pudsigt nok taget fra Bjørnstjerne Bjørnsons tekst til den norske nationalmelodi ‘Ja, vi elsker dette landet.’ Men Norge var jo et folk i sin eget ret, og ved at holde fast i sin folkelighed, opnåede nordmændene selvstændighed, lidt som sønderjyderne atter blev en del af Danmark. 

Bussen kører videre forbi købmanden, tøjbutikken og det tidligere forsamlingshus og standser ved stoppestedet rundt om endnu et hjørne ud for tandlægen ved siden af skiltet, der kundgør, at Felsted blev kåret som årets landsby i 2018. Her midt mellem tre større byer, Aabenraa, Sønderborg og Flensborg, bor Christian Egander Skov. 

Anledningen til interviewet er sådan set ikke, at den aarhusianske historiker, forfatter og debattør snart indtager en fremtrædende position i det danske mindretal i Sydslesvig som ny forstander på Jaruplund Højskole. Nej, udgangspunktet for samtalen er hans nye bog, ‘Folkeligt skal alt nu være’.

Det bliver en samtale om folk og folkelighed, folket som magtfaktor, hvordan vi har udviklet os som folk i Danmark og om det danske mindretal i Sydslesvig som en del af det danske folk. Og Jaruplund Højskole som institution spiller jo også en stor rolle i fastholdelsen af en dansk folkelighed i Sydslesvig.

Hvem er folket?

“Folkelighed er den praksis, der gør, vi er et folk og udtrykker, at vi er et folk, så du kan ikke have et rigtigt folk uden folkelighed. ‘Folk’ dækker identitetssiden. Folkelig dækker praksis. Vi gør noget sammen, fordi vi er noget sammen,” siger Christian Egander Skov.

Mens vi sidder og taler i stuen i hans villa, slår det mig, at som hørende til den generation, der oplevede sit største øjeblik, da Berlinmuren faldt, vil ordet ‘folk’ altid være forbundet med demonstranterne i det hedengangne Østtyskland under parolen: ‘Wir sind das Volk’.

“Lige præcis den historie er væsentlig, selv om jeg ikke nævner den i bogen, fordi den understreger noget af det, som for mig også er det produktive i folkebegrebet,” siger Christian Egander Skov.

“Folk er på den ene side et udtryk for en fælles identitet, noget, der binder os sammen, men noget af det, der er virkelig interessant, og noget af det, vi tit glemmer, når vi taler om folk i nationalitetsdebatter, er det, at et folk jo også er et magtbegreb,” tilføjer han og uddyber:

“Mere præcist, så er folk et modmagtsbegreb. Så det, som de her demonstranter i Østtyskland gjorde, det var jo netop det, du siger. Det var, at de problematiserede statens monopol på at legemliggøre folket.”

“For det var jo det, som de såkaldte folkedemokratier, der intet havde med demokrati at gøre, hævdede. Det er for så vidt også det, som den demokratiske nationalstat hævder. Men der er altid et folk, som ikke står under, men står over staten. Og det er jo en sten i skoen for enhver stat.”

Folkelighed

I sin bog griber Christian Egander Skov tilbage til nationalstaternes fødsel og demokratiernes opståen. I det, vi i dag kalder Sønderjylland og Sydslesvig, skete det i en voldsom konflikt mellem dansk og tysk, og bogens titel henviser til N.F.S Grundtvigs digt ‘Folkeligheden’ fra 1948, samme år som udbruddet af Den Første Slesvigske Krig, treårskrigen. Fra digtet citerer han første strofe:

Folkeligt skal alt nu være

Trindt om land fra top til tå,

Noget nyt der er i gære,

Det selv tosser kan forstå;

Han drager en parallel til vores tid og skriver, at vi pludselig igen støder på begreber som ‘folket’ og ‘nationen’ eller blot ‘vi’ eller ‘danskerne’ i alle mulige sammenhænge med henvisning til mange kilder, der beskæftiger sig med, hvad et folk er, og hvad det vil sige at være folkelig. Og han bygger på sin personlige erfaring med at flytte fra Aarhus til Sønderjylland. 

“Sønderjylland er et sted, hvor historien lever. Det betyder ikke, at alle sønderjyder er ved at briste af historisk bevidsthed, for det gælder her ligesom alle steder, at mange folk er sunket ned i en åndelig almuetilstand med fladskærme, hjørnesofaer og fibernet.”

Han fortsætter med at forklare, at Sønderjyllands historie altid bliver til Danmarkshistorie, fordi det er her, Danmark møder resten af verden, og vi som mennesker konfronteres med det eksistentielle spørgsmål om, hvem vi er. I Sønderjylland har de danske skullet kæmpe for det danske, for der skal man beslutte sig for sit tilhørsforhold i forhold til det tyske.

Nationalstater

Christian Egander Skov citerer professor emeritus Ove Korsgaard for at sige, at krigene mod tyskerne fra 1848 til 51 og i 1864, hvor Danmark mistede hertugdømmerne, var den danske nations og dermed det danske folks fødselsveer, ligesom Ruslands angreb er blevet det for det ukrainske folk.

Det var i de årtier i Europa, at nationalstaterne kom til, og folket for alvor blev en magtfaktor. Christian Egander Skov mener, at vi i nutiden i identitetsdebatten har en tendens til at glemme, at folket også er et magtbegreb.

“Det er jo en måde at vende op og ned på den tænkning, som præger enhver magtstruktur, som også præger nationalstatens magtstruktur. Der er den der fantastiske formulering, som jeg har stjålet fra Poul Engberg, der taler om et oprør i folkelighedens væsen, og det synes jeg er en meget, meget væsentlig pointe. Også en pointe, der udfordrer det, som kan være et problem ved folkebegrebet,” siger han.

Han understreger, at det at være et folk handler om at være noget sammen. Men folkelighed er at gøre noget sammen.

“Vi er ét folk, og derfor har vi én vilje. Men måske er det mere sådan, at hvis man siger, at der er et oprør i folkelighedens væsen, så bliver folkebegrebet og folkeligheden også noget, som befordrer dissens i forhold til magten. Og det synes jeg er en meget, meget væsentlig del af det moderne projekt, det her med, at folket har mulighed for at tale magten og Roma midt imod,” siger Christian Egander Skov.

“En af mine væsentlige pointer er netop det her med, at folk og folkelighed bliver nødt til at være forbundet. Og i det øjeblik, de ikke er forbundet mere, så bliver begge begreber tomme. Det er jo kun analytisk, at man kan skelne det fra hinanden. Fordi det, at vi er et folk, betyder, at vi er noget sammen, og at vi gør noget sammen. Og vi gør noget sammen, fordi vi er noget sammen. Men vi er også kun nogen sammen, fordi vi gør noget sammen.”

Noget på spil

Med hensyn til sit politiske ståsted har Christian Egander Skov altid tonet rent flag. Han er konservativ. Men han giver også liberale og venstrefløjen en plads og understreger hele det demokratiske, politiske spektrums betydning i udøvelsen af den folkelighed, der opretholder os som et folk. 

Og han ser også farer for det folkelige i de alvorlige splittelser, der især er synlige i USA, men som der også er tendenser til i Europa.

“Hvis vi bare lader os splitte af partipolitiske linjer, så kan vi jo næsten ikke være et folk, fordi splittelsen godt kan blive så dyr, at det folkelige og folket forsvinder. Og det mest præsente eksempel på det, er jo de der ting, som sker i Amerika lige nu.”

Christian Egander Skov husker en artikel, han har læst i The New York Times, hvor de havde lavet en stor datakrævende analyse, der viste, at det i USA er blevet sådan, at man flytter fra kvarterer, hvor der bor folk, der stemmer på det forkerte parti.

“Det er selvfølgelig et kæmpe problem. Jeg er til gengæld egentlig ret villig til at opfatte partisplittelser og ideologiske splittelser som noget, der kan være produktivt og konstruktivt i forhold til en folkelig identitet.”

“Det forhold, at der er en kamp om, hvad vi skal som folk, og hvor vi skal hen, det er i sig selv en folkelig praksis, som er med til at bestyrke, at vi er et folk. Det er dybest set med til at understrege, at vi har noget i klemme. Det er måske meget godt at blive mindet om. Det styrer jo vores position som folk. Der er noget på spil.”

“Det handler netop om, at vi alle sammen vil være et folk. Vi skal bare lige finde ud af hvordan. Vi skal finde ud af, hvor vi skal hen. Det er derfor, at den politiske kamp og den politiske debat giver mening.”

“Men jeg kan godt blive bekymret på rigtig mange måder, når jeg ser den udvikling, der er nu. Og det er jo ikke, fordi folk, der er politisk aktive i Danmark, har forskellige holdninger. Men det er den måde, som uenigheden spejler sig på i sociale medier især.”

Adskillelse mellem folk og elite

Den koncentration af magt, som følger ejerskabet til de sociale medier og udviklingen af kunstig intelligens er også en udfordring for den folkelige modmagt.

“Så er vi tilbage i en situation, hvor der er en radikal adskillelse mellem folkene og en meget snæver elite, som jo var det, man gjorde op med i folketidens begyndelse. Og jeg tror, at det skel, den udfordring, i virkeligheden er bredt erkendt. Man kan sige, at selv sådan noget som populismens magtkritik, som også i den grad betjener sig af at skille folk og elite, jo faktisk udtryk for en erkendelse af, at den adskillelse er et problem.”

Der ligger også en splittelse i forskellen på land og by, så nogle dele af Danmark føler sig forbigået.

“Du havde den der virkelighed, hvor der var et Danmark inde i byerne, og så var der et Danmark ude på landet, og ofte havde man forbindelser begge steder, og begge virkeligheder var levedygtige. Omstillingen fra den verden til den, vi lever i nu, den er gået enormt hurtigt,” siger Christian Egander Skov.

Han forklarer, at den udvikling fører til to livserfaringer. 

“Den ene er den, man kan have, hvis man flytter fra landet ind i byen og stadig bevarer forbindelsen til den verden, man er kommet fra. Så oplever man noget, der hænger sammen, og hvor der stadig er forbindelser.”

“Den anden historie er den, som dem, der er blevet boende, oplever. De har opfattet den samme udvikling anderledes, først og fremmest som en forfaldshistorie, hvor butikkerne er lukket, og deres børn er flyttet til byerne.”

Selv om der er tale om to måder at opleve den samme situation på, mener Cristian Egander Skov, at der er tale om så forskellige livserfaringer, at de kommer til at afspejle en radikal bevægelse.

“Det er en bevægelse fra et samfund, hvor landområderne havde en markant økonomisk og symbolsk position, til en situation, hvor det ikke længere er tilfældet. Landbruget er gået fra at være det, vi opfattede som kernen i vores økonomi og samfund, til nu at være et problem,” siger han og tilføjer:

“Det er jo den store historie også globalt, at du har metropoler, som er mere forbundet økonomisk og åndeligt til andre metropoler, end de er forbundet til deres bagland. Det er noget, der sker på globalt plan, og det kan man jo godt være bekymret for.”

Glemte steder

Han tror ikke, man kan se på politiske fænomener som populismen uden at erkende, at den, og her henviser han til sin tidligere bog ‘Borgerlig krise’, ikke bare er den glemte mands hævn.

“Det er også de glemte steders hævn, som medfører en politisk dynamik, som egentlig er en lille smule uoverskuelig. Folk oplever en kulturel og værdimæssig nedskrivning af det liv, som de lever, og de værdier, som de har. Jeg tror, det spiller en kæmpe rolle for den her populistiske opstand, man ser rundt omkring”, siger Christian Egander Skov.

Han befinder sig så i et grænseland, hvor både Sønderjylland og Slesvig-Holsten er landområder i henholdsvis Danmark og Tyskland.

“Men netop et udkantsområde som Slesvig Holsten kan også at være et sted, hvor man så har en forbindelse til noget, som bliver sat højt og vurderet højt. Det kan godt være, at for os i Danmark er grænseområdet og Sydslesvig en port til Europa, men for den tyske side kan det også være en port til noget attråværdigt, nemlig Norden og den måde, man har indrettet sig på i Norden.”

Mindretallets folkelighed

I grænselandet adskiller folkeligheden og det at være et folk sig fra andre steder. Der er valgmuligheder. Man kan være dansker, tysker eller friser. Så det er et oplagt spørgsmål, hvad der skal til for at være et dansk mindretal på den tyske side af grænsen.

“Hvad er det så for en folkelighed, som skal til for at bevare et mindretal? Jeg synes egentlig, at det er et helt på kornet spørgsmål. Den består jo i engagementet og aktiviteten i det sydslesvigske foreningsliv. Sat på spidsen: Hvis ikke det konkrete foreningsliv fungerer, så er der ikke noget. Man kan ikke tage ting for givet på samme måde syd for grænsen som nord for grænsen.”

“Det at engagere sig i en forening er ikke kun ‘nice to have’. Det er en del af at opretholde sig som dansk mindretal. Så man bliver engageret med en anden alvor i det. Det er ekstremt meningsfuldt. Det, man gør i foreningerne, er også med til at opretholde ens nationalitet. Nogle gange er det noget, man hører fra folk, der er flyttet fra landsdelen: De er trætte af altid at blive konfronteret med identitetsspørgsmålet,” siger Christian Egander Skov. 

Den hurtige formel for, hvornår man tilhører mindretallet, gav Grundtvig også et bud på sit digt om folkeligheden:

Til et Folk de alle hører, 

Som sig regne selv dertil, 

Har for Modersmaalet Øre, 

Har for Fædrelandet Ild;

“Dels så er det jo en definition af mindretallet, som kan lyde sådan supersubjektivistisk, altså hvor man bare kan beslutte sig for at være det ene eller det andet. Men det vigtige er ordet vil. Der er nemlig en vilje, og den vilje, den skal omsættes i praksis; Ånden skal have remtræk til virkeligheden, som teologen Jørgen Bukdahl siger.” 

Kampen for folkeligheden

Christian Egander Skov mener, at der både er en åndelig og praktisk dimension i det folkelige, og netop det, at man i mindretallet skal arbejde hårdt for folkeligheden, udgør en forskel, når man sammenligner med det folkelige i Danmark, hvor vi kan tage det at være danske for givet. 

“I Danmark vil jeg lige vil sige, at udgangspunktet er, at vi kan tage det for givet. I Sydslesvig er udgangspunktet, at hvis man tager det for givet, så forsvinder det. Og måske er det også sådan, at hvis vi bare tager det for givet herhjemme, forsvinder det også. Men det er ikke en virkelighed, vi står akut konfronteret med. 

“Din folkelige identitet kan du ikke bare gemme i hjertet. Jo, det kan du godt gøre som enkeltperson, men så dør den jo med dig selv. Så for at det kan videreføres, så skal det leves, og det skal leves mellem mennesker, og det gøres jo i aktivitet, engagement og praksis.”

Selv om vendingen ikke er formuleret indtil nu i artiklen, så har samtalen med Christian Egander Skov i høj grad handlet om et begreb, der også er oppe i tiden. Nemlig åndelig oprustning. For er den mulig uden en folkelig opblomstring?

“Vi har en oprustning, som er militær. Så synes man også, at det er en god ide at styrke ånden. Hvad vil det så sige? Der er fare for en instrumentalisering af ånden. Det sker hver gang med et begreb, som er godt ment, når det går gennem embedsmændenes hænder. Flere Excel-ark fører ikke til åndens oprustning.” 

“Den meningsfulde åndelige oprustning er en folkelig oprustning. Målet er at øge bevidstheden om de ting, vi er fælles om. Det er grundlæggende grundtvigiansk. Det er vigtigt at holde fast i, at magten ligger hos folket, som også er en modmagt. Folket skal være en modmagt, der altid aktiverer sig selv i civilsamfundet.”

“Folket er ikke bare det, der udgør magten. Folket er ikke bare det, der adlyder magten. Folket er det, som forlanger, at magten adlyder folket,” siger han.