Gå til leksikonoversigt

Andersen, H.C., 1805-1875, digter

Personer

H.C. Andersen foretog mange udlandsrejser og besøgte Hertugdømmerne Slesvig og Holsten flittigt, fx var han adskillige gangen i Flensborg, og han besøgte Augustenborg Slot. Han var gæst hos Christian 8. i Wyk på øen Før, og han deltog i festlighederne i forbindelse med afsløringen af Istedløven på Flensborg Kirkegård den 25. juli 1862.

Flere af hans berømte eventyr er skrevet under ophold i Sønderjylland, bl.a. "Den lille pige med svovlstikkerne", der blev skrevet på Gråsten Slot i 1845. Dele af romanen De to Baronesser (1848) foregår på Øland i hallig-miljøet.

H.C. Andersen havde adskillige tyske venner og blev selv fanget ind i den nationale konflikt. Som svar på de stadig voksende modsætninger mellem dansk og tysk skrev han i 1844 under et besøg på Augustenborg Slot følgende: "Hver elsker sin farve på sted og tid, jeg alle disse lide, men mest har lært fra min barndomstid, at elske det røde og hvide."

Litteratur: Grænseforeningens årbog 2005. Johan de Mylius: H.C. Andersen og hertugdømmerne.