Jessen, Jens, 1854-1906, redaktør og politiker
Jens Jessen var lærersøn fra den lille by Toghale i Vestslesvig. Han tog lærereksamen fra Tønder Seminarium og blev i januar 1881 lærer ved Haderslev Realskole, hvor han var tiltænkt ledelsen, men dette modsatte den tyskdominerede skolekommission sig, uofficielt fordi de preussiske myndigheder betragtede Jessen som en farlig "statsfjende", der ikke kunne forventes at ville opdrage børnene i den rette "fædrelandske" ånd. Skolevejen blev således lukket for Jessen. I 1881 blev Jens jessen derimod redaktør af Flensborg Avis, som han året efter købte. Han fik i denne rolle langt større politisk og national betydning, end han nogensinde ville have fået som lærer.
I 1887 blev Jens Jessen gift med Marie Oktavia Fibiger, en søster til forfatteren og kvinderetsforkæmperen Mathilde Fibiger (1830-1872).
Som redaktør førte han Flensborg Avis frem til Nordslesvigs førende dagblad. Abonnenttallet tidobledes i hans tid - fra ca. 800 i 1882 til 9.350 i 1906, da Jens Jessen døde. Han var en af tidens betydeligste journalistiske begavelser. Hans skarpe pen med kritik af uretfærdig behandling af sønderjyder førte til adskillige langvarige fængselsophold i 1880'erne, som belastede hans helbred. I alt måtte Jens Jessen tilbringe næsten fire år i fængsel.
Jens Jessen efterfulgte Gustav Johannsen som rigsdagsmand i Berlin i 1901. Han var på protestfolkenes side og ubetinget fortaler for retsstandpunktet, som byggede på Pragfredens § 5, som lovede, at der skulle afholdes en folkeafstemning om de nationale tilhørsforhold i det nordlige Slesvig. I kongeriget stod han konservative højrekredse nærmest. Jessens kompromisløse holdning til konsekvenserne af ophævelsen af § 5 i 1878 og hans konservative synspunkter bragte ham i et stærkt politisk modsætningsforhold til H.P. Hanssen, som forfægtede mere pragmatiske synspunkter.
Jens Jessen arbejdede energisk for at støtte danskheden i de truede områder i Mellemslesvig, bl.a. ved udgivelse af en mindre og billigere udgave af Flensborg Avis til socialt dårligt stillede læsere. Endvidere udgav Jessen i en periode Flensburger Zeitung for at fastholde tysktalende, men dansksindede i de sydlige områder af Slesvig.
I 1902 blev han medlem af Sprogforeningens tilsynsråd.
Jens Jessen døde allerede som 52-årig. Det blev H.P. Hanssen, som overtog hans plads i den preussiske rigsdag. Ernst Christiansen overtog redaktørposten på Flensborg Avis efter Jens Jessen.
Et portræt af Jens Jessen er ophængt i Billedsalen på Folkehjem i Aabenraa.
Litteratur:
Troels Fink: Båndene som bandt. Institut for Grænseregionsforskning, 1999.
Brevvekslingen mellem Jens Jessen og Marie Fibiger: Se Rene Rasmussens artikel i "Grænselandshistorie gennem 40 år - Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig 1963-2003", s. 233 - 289
Litteratur: A. Svensson: Redaktør J. Jessen, Flensborg Avis. I-III. Udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland. Nr. 16.
Artikel i Flensborg Avis den 15. juli 2006
Redaktør Jens Jessen. (Udat. foto).
Det Kgl. Bibliotek. Foto: Alfred Johannsen, Haderslev.