På væggen i Grænseforeningens mødelokale hænger de i guldrammer: De 16 formænd i Grænseforeningen gennem 100 år. Udtrykket går fra det alvorsfulde hos de 15 mænd til det mere muntre hos den eneste kvindelige formand gennem tiden, tidligere kultur- og kirkeminister Mette Bock.

At det er forbundet med både alvor og glæde at være formand i Grænseforeningen, der den 2. november kan fejre sit 100 års jubilæum, er der bred enighed om rundt om bordet i mødelokalet, hvor tidligere kirke- og kommunikationsminister Torben Rechendorff (K), tidligere kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA) og tidligere regions- og amtsrådspolitiker Jens Andresen (V) har sat sig til rette som så mange gange før. Over et stykke smørrebrød, som der er tradition for at servere i Grænseforeningen, har de sagt ja til et interview med magasinet Grænsen om deres tid som formænd i Grænseforeningen, der dækker de seneste 20 år af Grænseforeningens historie, når også medtages perioden 2005 til 2014, hvor nu afdøde Finn Slumstrup var formand.

Også biskop Peter Skov-Jakobsen, der er eneste kandidat til formandsposten i Grænseforeningen ved næste valg (læs portrætinterview på side 22), er til stede denne onsdag eftermiddag i september i ‘Grænseforeningens Hus’ i Peder Skrams Gade i København, hvor Grænseforeningen har haft sit sekretariat næsten siden sin grundlæggelse. Lektor Jørn Buch, der var formand i en kort periode i 1993, har ikke haft mulighed for at deltage.

Ud over det historiske tilbageblik vil de fire også se fremad. For hvad skal der ske med en forening som Grænseforeningen, der godt nok for nylig har fået mange nye medlemmer, men hvert år også mister mange, især ældre, medlemmer? De fire har et bud, og de er fælles om at se positivt på fremtiden. Når man har overlevet op til de 100 år, er det tid til en ny begyndelse, og den er allerede godt i gang, lyder det samstemmende rundt omkring bordet. Men først tilbageblikket.

Slut med lotteri og Dybbølmærker

Torben Rechendorff peger på noget rent administrativt, når han skal sige, hvad der var det vigtigste, der skete under hans formandstid fra 2000 til 2005. Nemlig det faktum, at Grænseforeningen ophørte med at indsamle penge til det danske mindretal i Sydslesvig via Det Sønderjydske Lotteri og salg af Dybbølmærker hvert år på Dybbøldagen den 18. april på årsdagen for Slaget ved Dybbøl i 1864.

“Det er jo på en måde ikke spor spændende, men jeg synes alligevel, det er vigtigt. For da Grænseforeningen ophørte med Det Sønderjydske Lotteri og salg af Dybbølmærker, ophørte det sidste økonomiske mellemværende mellem Grænseforeningen og det danske mindretal i Sydslesvig. Den økonomiske støtte til mindretallet var nu udelukkende et anliggende for den danske stat. Det skabte en bedre balance i forholdet til mindretallet, og det satte Grænseforeningen fri til at koncentrere sig om sin væsentligste opgave: Nemlig at oplyse danskerne om det danske mindretal i Sydslesvig”, siger han.

Torben Rechendorff, som ny formand i 2000 kaldte du det danske mindretal for et forkælet mindretal og gjorde mindretallet klart, at man ikke kunne regne med en automatik i overførslen af midler til sydslesvigske skoler og institutioner. Du opfordrede mindretallet til økonomisk nøjsomhed. Hvorfor?

Torben Rechendorff: “Jeg syntes, der var en tendens til, at man fra det danske mindretals side satte sig tilbage i stolen og sagde: Pengene kommer jo uanset. Men sagen er, at Folketinget ikke kan sende en halv milliard kroner til Sydslesvig hvert år (i 2020 var Sydslesvigbevillingen på 489 millioner, red.), hvis ikke der udvises nøjsomhed. Det var selvfølgelig et håndkantslag, og nogle blev sure. Men det var nu fuldt bevidst, for jeg syntes, det var nødvendigt.”

Mette Bock: “Jeg genkender lidt det billede, du tegner, Torben. Men jeg tror ikke, det er arrogance fra sydslesvigernes side, for deres kærlighed til Danmark er ubetinget. De holder virkelig af Danmark. Men de kan bare ikke regne med, at den kærlighed er gengældt fra dansk side, hvis ikke den bliver næret. Derfor er der nogen, der engang imellem må give dem en kærlig opsang. Og hvem er nærmere til det end Grænseforeningen?”

Rundt om bordet er der enighed om, at bevillingen til Sydslesvig er blevet bedre sikret, efter at et enigt Folketing i 2010 vedtog Sydslesvigloven. Med Sydslesvigloven fik tilskudsordningerne til det danske mindretal i Sydslesvig hjemmel i en lov. Tidligere havde tilskudsordningerne alene været en del af finansloven hvert år.

Torben Rechendorff: “Det lykkedes jo også Grænseforeningen at få sig placeret ind på statsbevillingen ved den lejlighed (Grænseforeningen modtog 4 millioner kroner i driftstilskud fra Sydslesvigudvalget i 2020, red.). Samtidig er det vigtigt at understrege, at en række fonde støtter Grænseforeningen, ikke mindst Grænsefonden. Så i dag er Grænseforeningen langt bedre økonomisk stillet, end den var i min formandstid.”

“Jeg har ikke et sekund fortrudt!”

Torben Rechendorff, det var med dig som formand, at Grænseforeningen kom på kollisionskurs med Dansk Folkeparti i 2001. Det skete efter at SSWs ungdomsafdeling havde demonstreret imod partiets formand, Pia Kjærsgaard, ved Årsmøderne i Sydslesvig, og Pia Kjærsgaard havde følt sig truet i Flensborgs gader. Du udtalte til TV Avisen, at Pia Kjærsgaard ved at vælge en anden rute end resten af politikerdelegationen havde fremprovokeret en konfrontation, og at hun slog politisk plat på situationen. Dette blev begyndelsen på en årelang konflikt mellem Grænseforeningen og det danske mindretal på den ene side og på den anden side Dansk Folkeparti og især Søren Krarup, der meldte sig ud af Grænseforeningen i protest. Har du nogensinde fortrudt, at du meldte så entydigt ud dengang. Du var jo ikke selv til stede?

Torben Rechendorff: “Nej, det har jeg ikke et sekund fortrudt! For jeg ved jo, at der ikke skete andet, end at der var nogle unge mennesker, der råbte ‘Bøh!’ til Pia, og så gik hun ind i en guldsmedeforretning, som hjalp hende, og det var det. Men Søren Espersen (daværende pressechef for DF, red.) var i nærheden, og det gav så ham rig lejlighed til at fortælle, at det danske mindretal var på nakken af Pia. Jeg er dog blevet forligt med Søren Krarup siden dengang.”

Paradigmeskifte: For en åben danskhed

Finn Slumstrup var formand for Grænseforeningen fra 2005 til 2014 og stod sammen med generalsekretær Knud-Erik Therkelsen bag det nye slogan “For en åben danskhed”. Senere blev den åbne danskhed stadfæstet med oprettelsen af Grænseforeningens Kulturmødeambassadører, der består af unge fra det danske og det tyske mindretal og derudover af unge med anden etnisk minoritetsbaggrund. Axel Johnsen, der er forfatter til bogen ‘Grænsen, folket og staten. Grænseforeningens historie 1920-2020’, kalder det et paradigmeskifte i Grænseforeningens historie. Hvad mener I om dette paradigmeskifte?

Mette Bock: “Jeg synes, det var et rigtigt paradigmeskifte. Men jeg må også sige, at da jeg kom til som ny formand i 2014, var tiden kommet til det, jeg kalder en kærlig kædestramning. Grænseforeningens Kulturmødeambassadører var en stor succes fra starten, og det er stadigvæk et fantastisk projekt. Men problemet var, at det var blevet så stor en succes, at man i Grænseforeningen næsten havde glemt kernen. Derfor lagde jeg op til en ny strategi, som vi kaldte ‘Ringe i vandet 2015-2020’, hvor kernen var Sydslesvig, ringen udenom var kulturmøder i Danmark, og den yderste ring var grænselandsproblematikker i hele verden.”

“Jeg anbefalede i sin tid også, at Grænseforeningen ikke skulle søge midler til Kulturmødeambassadørerne fra Sydslesvigbevillingen. Ved at holde fokus på Sydslesvig i forhold til Sydslesvigbevillingen undgår man kritik.”

Jens Andresen: “Den problematik gælder jo for så vidt stadigvæk i Grænseforeningen i forhold til andre aktiviteter. For eksempel mener jeg, at der er grænser for, hvor langt Grænseforeningen kan gå i samarbejdet med det tyske mindretal i Sønderjylland og fremme af tysk sprog og kultur i Danmark. Vi kan ikke søge økonomisk støtte til sådanne projekter hverken via Sydslesvigbevillingen eller Grænsefonden, der er vores væsentligste bidragydere, fordi støtten herfra er øremærket til Sydslesvig. Der er Grænseforeningen bundet, og det må man leve med.”

Peter Skov-Jakobsen: “Med hensyn til paradigmeskiftet og den åbne danskhed, så synes jeg, det er et rigtig flot slogan. Det er nødvendigt med en åben danskhed i en tid, hvor vi taler om grænser og nationalitet på en anden måde, end vi har gjort før. Det er naturligt at elske sit land og sit sprog. Men i mange år har den kærlighed til det nationale været taget fangen af bestemte politiske bevægelser. Hvis det nordiske og det europæiske samarbejde skal lykkes, mener jeg det skal bygge på glæden ved det nationale. Men ikke som en følelse, der afgrænser os i forhold til andre.”

Grænsekontrol og vildsvinehegn

Mette Bock, du var formand for Grænseforeningen fra maj 2014 og frem til november 2016, og var således formand for Grænseforeningen, da regeringen 4. januar 2016 indførte midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse for, som det hed, “at undgå kaotiske situationer i Danmark” som følge af tilstrømningen af flygtninge og migranter til Europa. Hvad tænkte du som formand i den situation?

Mette Bock: “Det var den absolut mest dramatiske episode i min formandstid. Jeg sad som formand i Grænseforeningen, men jeg sad jo også i Folketinget for et borgerligt parti, der gik ind for at indføre midlertidig grænsekontrol i lighed med et bredt flertal i Folketinget. I den situation besluttede jeg mig for at indkalde til et ekstraordinært bestyrelsesmøde i Grænseforeningen og sige, at jeg ville stemme for midlertidig grænsekontrol i folketingssalen. Hvis nogen i bestyrelsen, apropos en åben danskhed, ikke mente, at dette ville være foreneligt med, at jeg var formand for Grænseforeningen, ville jeg selvfølgelig træde tilbage som formand. Jeg fik opbakning, og det var jeg glad for. Men det er da klart, at det var et dilemma. Ikke mindst i Sydslesvig har man jo følt, at Danmark med grænsekontrollen har vendt ryggen til grænselandet.”

Jens Andresen, du var som formand for Grænseforeningen medunderskriver på en kommentar i Berlingske den 14. maj 2020 sammen med formanden for Sydslesvigsk Forening (SSF), Gitte Hougaard-Werner, og formanden for Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN), Hinrich Jürgensen, under overskriften ‘Danske og tyske mindretal i fælles opråb: Dansk grænselukning truer naboskabet til Tyskland’. Der skulle en coronanedlukning til, før Grænseforeningen havde en officiel holdning til grænsekontrollen ved den dansk-tyske grænse?

Jens Andresen: “Det er da rigtigt, at spørgsmålet om grænsekontrol er utroligt politisk ladet. Ikke mindst vildsvinehegnet, der stod færdigopført i januar 2019 har haft en stor, negativ symbolbetydning. Mange i Sydslesvig har det svært med grænser og hegn, og det forstår jeg, der både er sønderjyde og sydslesviger, meget godt. Men det er svært at være formand for Grænseforeningen og mene noget i disse grænsespørgsmål. Ligegyldigt hvad du siger og skriver offentligt, så kan du regne med at blive ringet op bagefter af nogen, der er uenige med dig. Man kan i grænsespørgsmålet ikke gøre alle tilfreds.”

Ministeren flyttede Sydslesvigudvalget

Mette Bock, du trak dig som formand i Grænseforeningen i november 2016, da du blev udpeget til ny kultur- og kirkeminister i VLAK-regeringen. Som en af dine første embedshandlinger fik du flyttet Folketingets Sydslesvigudvalg fra Undervisningsministeriet og over i Kulturministeriet, og du  sørgede for fredning af 650 genforeningssten og mindesmærker på Grænseforeningens foranledning. Hvorfor var det dig magtpåliggende at flytte Sydslesvigudvalget over i dit eget ministerium?

“Det var det, fordi jeg alle dage har interesseret mig for, hvad der foregår i grænselandet. Jeg er gift med en mand fra Flensborg (Hans Jørn Bock, red.), jeg har en baggrund som chefredaktør på JydskeVestkysten og som formand i Grænseforeningen. Det er ikke afgørende, hvor Sydslesvigudvalget hører til. Det afgørende er, at det hører til et sted, hvor ministeren interesserer sig for området.”

Man kunne få den tanke, at genforeningsfestlighederne i 2020 og i øvrigt også det dansk-tyske kulturelle venskabsår ikke ville have fået den samme politiske bevågenhed, hvis ikke du havde været minister for området?

Mette Bock: “Det kan jeg jo ikke vide.”

Tosprogede byskilte i Sønderjylland?

Jens Andresen, det tyske mindretal i Sønderjylland benyttede genforeningsåret og dansk-tysk venskabsår som anledning til igen at foreslå tosprogede byskilte i Sønderjylland. Grænseforeningen har indtil videre ikke haft en holdning til det spørgsmål. Hvorfor ikke?

Jens Andresen: “Der vil gå mange år, før de sønderjyske borgmestre kan nikke ja til tosprogede byskilte i Sønderjylland, for det er ikke noget, befolkningen bryder sig om. Når jeg bliver spurgt om min holdning til det spørgsmål, plejer jeg at sige, at vejskilte skal bruges til at vise vej. Der er jo ingen, der kører forkert, fordi der kun står Tønder på byskiltet og ikke Tondern nedenunder.”

Mette Bock: “Det er nu ærgerligt. For der er rigtig mange mennesker, der kører gennem det dansk-tyske grænseland, som ikke aner, at de kører igennem et område med så rig en historie. Tosprogede byskilte ville gøre dem opmærksomme på det.”

Torben Rechendorff: “Du tror, at en italiener på vej på ferie i Danmark virkelig ville studse over det, hvis der stod Tønder og Tondern på samme skilt?

Mette Bock: “Jeg ved da i alt fald, at når danskere kører sydpå og passerer et af de skilte i Slesvig, hvor der står bynavne på både dansk og tysk, så studser de over det.”

Peter Skov-Jakobsen: “På en måde er tosprogede byskilte vel noget, som flertallet skulle give til mindretallet. Det forekommer mig forkert, at det tyske mindretal og andre mindretal skal bede om sådan noget.”

En sønderjyde som formand

Jens Andresen, da du blev valgt som ny formand i Grænseforeningen i 2016 efter Mette Bock, og efter at have været næstformand i en årrække, sagde du selv, at du ikke mente, at formanden for Grænseforeningen skulle være en sønderjyde. Nu blev det så dig gennem fire år. Mener du stadig det samme?

Jens Andresen: “Ja, det gør jeg. Og hvad værre er: Jeg er både sønderjyde og sydslesviger! For mig er det afgørende, at Grænseforeningens medlemmer er fra hele landet, og at formanden ikke er fra grænselandet. Jeg har rejst meget rundt i Danmark og holdt foredrag. Og der hersker desværre den misforståelse blandt mange danskere, at de tror, at alt det med grænsen, det tager vi os af i Sønderjylland. Sådan må det for Guds skyld ikke være.”

Torben Rechendorff: “Apropos “for Guds skyld”. Det er vel derfor, vi nu vælger Peter som ny formand? Jeg vil nu sige, at det har været en kæmpe fordel for dit formandskab, at du kommer fra grænselandet.”

Mette Bock: “Ja, det har været en meget stor fordel.”

Kan Grænseforeningen eksistere uden medlemmer?

Jens Andresen, det blev med dig som formand, at Grænseforeningen forberedte og gennemførte genforeningsjubilæet med en række aktiviteter, indtil coronapandemien lukkede Danmark ned i marts måned. Det blev også med dig som formand, at Grænseforeningen fik mange nye medlemmer, hvilket skal holdes op imod, at Grænseforeningen hvert år også mister mange medlemmer, som oftest på grund af dødsfald. I alt har Grænseforeningen i dag ca. 10.000 medlemmer. Hvad betyder medlemmerne, hvoraf de fleste er aktive i en af Grænseforeningens 55 lokalafdelinger?

Jens Andresen: “Medlemmerne betyder alt i Grænseforeningen. Grænseforeningen kan ikke holde til at miste ret mange flere medlemmer. Der skal være en folkelig forankring, hvis vi skal kunne fortsætte med at kalde os en folkelig forening. Det er også derfor, at jeg vil betragte det som min bedste beslutning som formand i Grænseforeningen at sige ja til at bevilge fire millioner kroner til ansættelse af to foreningskonsulenter i tre år. Vi begyndte debatten ‘2020. og hvad så’ allerede i 2018 i bestyrelsen og nedsatte et udvalg. Og et af resultaterne af det udvalgsarbejde er ansættelse af disse to lokalforeningskonsulenter, der skal tage kontakt til Grænseforeningens lokalforeninger og hjælpe dem med at tænke nyt, så de kan tiltrække nye medlemmer.”

Mette Bock: “Samtidig er det vigtigt at minde om, at der allerede er sket et generationsskifte i Grænseforeningen med oprettelsen af Grænseforeningen Ungdom i 2016. Foreningslivet i hele Danmark ændrer karakter i disse år, og de unge skal finde en måde at føre det folkelige liv videre på. Der er jo ikke noget at sige til, at en 20-årig ikke dukker op ude i en af Grænseforeningens lokalforeninger. Noget andet glædeligt er, at de folkelige foreninger i stigende grad slår sig sammen om at arrangere foredrag og møder. Ofte går en af Grænseforeningens lokalforeninger sammen med en lokalafdeling fra Foreningen Norden eller det lokale bibliotek.”

Torben Rechendorff: “Jeg synes da også, man må spørge sig selv: Er det en forudsætning for at opretholde Grænseforeningen, at der findes lokalforeninger? Det behøver det jo ikke at være.”

Mette Bock: “Det er jeg ikke enig med dig i. Jeg mener faktisk, at lokalforeningerne udgør rødderne i Grænseforeningens arbejde. Hvem skulle invitere danskerne til foredrag om grænselandet rundt omkring i Danmark, hvis ikke lokalforeningerne og resten af det folkelige forenings-Danmark fandtes?”

Fremtiden tegner lys

Der er bred enighed om, at fremtiden tegner lys for Grænseforeningen, selv om de tidligere formænd regner med, at medlemstallet vil falde igen, når genforeningsfestlighederne er overstået. Men Grænseforeningens berettigelse i Danmark bliver aldrig uaktuel, lyder det afslutningsvist rundt om mødebordet. 

Mette Bock: “Selv om medlemmerne i Grænseforeningen spænder fra de stærkeste globalister til de stærkeste nationalister, har de grundlæggende en fælles forståelse af, at man godt kan være nationalt sindet samtidig med, at man anerkender mindretallene. I en tid, hvor debatten er meget polariseret, er der brug for Grænseforeningen til at stå fast på det synspunkt”.

Jens Andresen: “Jeg ser Grænseforeningens største eksistensberettigelse i, at den arbejder for mødet mellem rigsdanskere og sydslesvigere. I disse år kommer der mange velmenende tyske statsborgere sydfra til det danske mindretal og vil have deres børn i dansk skole. De vil gerne lære om dansk sprog og kultur og ikke et ondt ord om det. Men der er en kæmpeopgave for Grænseforeningen i at hjælpe det danske mindretal i Sydslesvig med at sikre forbindelsen til Danmark og en forståelse af, hvad det vil sige at være dansk i dag.”

Torben Rechendorff: “Jeg holder med Jens. Der har været en tendens til, at Grænseforeningen har en meget udvidet forståelse af sin opgave.  Husk nu hvad det hele drejer sig om: Kammeraterne syd for den dansk-tyske grænse”.