LillI Marie Rachenpöhler SSWU

Foto: Poul Struve Nielsen/Grænseforeningen

”SSWU er mit hjem”

København-Bonn Erklæringerne 70 år

21-årige Lilli Marie Rachenpöhler er ny forkvinde for det danske mindretals ungdomsparti, Sydslesvigsk Vælgerforening Ungdom (SSWU). Hun glæder sig til at føre valgkamp for Stefan Seidler og Maylis Rossberg.

Lilli Marie Rachenpöhler er hoppet direkte i arbejdstøjet. 

Den 23. februar er der nemlig valg til den tyske forbundsdag, og som nyvalgt forkvinde for det danske mindretals ungdomsparti, Sydslesvigsk Vælgerforening Ungdom (SSWU), spiller hun en væsentlig rolle i at nå ud til landsdelens unge vælgere.

Og opgaven er meget klar for SSWU: De skal gøre alt, hvad de kan for at hjælpe med at sikre, at Stefan Seidler får endnu en periode i Berlin.

”Det vil være kæmpestort at få Stefan genvalgt, og vi satser meget på, at det kommer til at ske. Vi er klar til alt det hårde arbejde”, siger Lilli Marie Rachenpöhler, der er lærerstuderende og kommer fra Frederiksstad i Nordfrisland.

Hun håber på, at SSW kan få stemmer nok til to pladser i Forbundsdagen. 

”I SSWU vil vi også kæmpe for at få Maylis Rossberg i Forbundsdagen. Hun er en stærk og modig person, der har allerede meget politisk erfaring fra flere store valgkampe. Det ville være en enorm sejr, hvis hun får en plads i Berlin, og på den måde kan repræsentere ungdommen”, lyder det fra den nye SSWU-forkvinde, der selv har erfaring fra valgkampe på kommunal- og delstatsniveau.

Ungdommen skal repræsenteret

Lilli Marie Rachenpöhler har været medlem af SSWU siden 2019 og har siden 2023 repræsenteret SSW i amtsrådet i Nordfrisland. Hun blev valgt som ny SSWU-leder ved foreningens landsmøde lørdag den 23. november, der blev afholdt i Flensborghus, centrum for det danske foreningsliv i Sydslesvig. Forgængeren Mats Rosenbaum havde efter to år på posten valgt ikke at genopstille. 

”Jeg er meget glad og beæret, og jeg oplever en stor tillid fra styrelsen. Jeg tror på, at vi kan blive en stor styrke for vores moderparti, SSW, og spille en væsentlig rolle i valgkampen. Mange af vores unge sidder allerede i by- og amtsråd, og sådan skal det være. Vi skal være repræsenteret”, siger Lilli Marie Rachenpöhler, der sætter stor pris på at være en del af mindretallets ungdomsparti.

”SSWU er mit hjem og mit politiske ståsted. Her har jeg fundet rigtig gode venner. Det er en konstant i mit liv, som jeg er meget glad for”, siger hun.

Til sit landsmøde valgte SSWU tre kandidater, som de vil anbefale til valget den 23. februar. Udover Maylis Rossberg blev det Mads Lausten, formand for Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger, og Poul Franck. De valgte også at nominere en egen kandidat, hvilket blev Lilli Marie Rachenpöhler. Hun har fået liste plads seks. Med sine 21 år er hun den yngste SSW-kandidat. Både Mads Lausten og Poul Franck er 26 år og har fået hhv. listeplads syv og ni.