Den danske flåde holdt stand i Slaget ved Helgoland
Den 9. maj 1864 vandt den danske flåde en af de få danske sejre under krigen i 1864. For mens den danske hær ikke kunne hævde sig overfor de overlegne preussiske og østrigske tropper, og havde lidt et stort nederlag ved Dybbøl måneden forinden, gik det bedre til søs.
Her var den danske flåde den preussiske flåde langt overlegen, og man havde med succes siden krigens begyndelse formået at blokere de tyske havne i både Østersøen og Nordsøen.
Fregatterne Niels Juel og Jylland samt den lidt mindre korvet Hejmdal lagde sig i farvandet ved Helgoland for at blokere de tyske Nordsøhavne.
De danske skibe under kommando af kaptajn Edouard Suenson mødte den 9. maj 1864 den østrigsk-preussiske flådeafdeling.
Tidligt på eftermiddagen indledte flådestyrkerne en voldsom kamp, som varede i næsten tre timer.