I sommeren 1955 var den dengang 16-årige Inge Schou Larsen på skolerejse med sin klasse fra Ellebjergskolen i Københavns Sydhavnskvarter. Inge og klassen havde netop overstået folkeskolens afgangseksamen, og deres tysklærerinde Bente Christiansen havde taget eleverne med til Harzen i Vesttyskland. Klassen var indkvarteret på et vandrerhjem, hvor de mødte en skoleklasse fra Barsinghausen ved Hannover, der var på vandretur. Blandt dem var Herbert Silz. 

“Jeg husker tydeligt mit første møde med Herbert. Han var meget galant”, fortæller Inge Silz over en telefonforbindelse fra Vordingborg, hvor hun og Herbert Silz har boet i snart 25 år.

“Du havde sådan nogle flotte, brune øjne”, indskyder Herbert Silz, der sammen med sin kone har sagt ja til at fortælle om parrets dansk-tyske ægteskab gennem 58 år.

“Vi skulle tale sproget”

På vandrerhjemmet faldt Inge og Herbert hurtigt i snak, så meget at Inge ofte glemte, at hun og de andre danske elever skulle være i seng klokken 22. Og snakken foregik på tysk.

“Jeg var så heldig, at min tysklærer var meget forud for sin tid. Hun ville ikke have, at vi skulle sidde fast i remser, grammatikregler og kasus i tyskundervisningen. Vi skulle tale sproget. På en måde er det hendes fortjeneste, at jeg turde tale med den unge mand, som jeg senere blev gift med”, siger Inge Silz.

Da ferien var ved at slutte, og sommerflirten syntes ovre, insisterede Herbert Silz på, at de to skulle holde kontakten, og de kommende år skrev parret en lang række breve til hinanden.

“Herbert havde sådan en flot håndskrift, og hans breve var ofte udsmykket med de sødeste små malerier”, husker Inge Silz, der i 1958 fik lov til at tage Herbert Silz med på familiens sommerferie til Bornholm. 

Endnu tre år skulle der gå, inden Herbert Silz flyttede til Danmark. Han havde i mellemtiden uddannet sig til typograf og fik arbejde i Hellerup. Året efter, den 5. maj 1962, blev parret gift.

60 år i Danmark

I dag har Inge og Herbert Silz været gift i 58 år og kan inden længe fejre diamantbryllup. Efter at have boet i Danmark i snart 60 år føler Herbert Silz sig mere dansk end tysk. Som han forklarer, slipper han dog aldrig af med sin tyske accent, også selvom hans tyske sprog ikke er, hvad det har været.

“Jeg har stadig en del familie i Tyskland, som vi holder kontakten til og besøger et par gange om året. Og her kan jeg godt mærke, at mit tysk er noget rustent. De kigger da også underligt på mig, når jeg indimellem ubevidst kommer til at blande nogle danske ord ind i sætningerne”, siger Herbert Silz, der aldrig har fortrudt, at han flyttede fra Tyskland.

“Jeg er ikke glad for den tyske fortid. Jeg har set min mor blive skudt på klos hold af en russisk soldat, set Dresden brænde i det fjerne og har måttet flygte fra mit barndomshjem. I mange år kunne jeg ikke tale om det”, fortæller Herbert Silz, der er født i 1939 i Schlesien, hvoraf hovedparten blev polsk efter Anden Verdenskrig. Herbert Silz og hans familie blev tvunget til at flygte flere gange, indtil de i 1949 kom til Gehrden ved Hannover i det daværende Vesttyskland, hvor Herbert Silz’ faster og onkel boede.

Grænselandets budskaber skal formidles

Inge og Herbert Silz har været medlemmer af Grænseforeningen siden 1989 og er i dag aktive som bestyrelsesmedlemmer i Næstvedegnens Grænseforening. Det var oprindeligt en kollega til Inge Silz, der introducerede parret til Grænseforeningens arbejde.

“Han var selv medlem og var ved at planlægge nogle ture til Sydslesvig. Det så meget spændende ud, syntes vi, og da vi først lærte historien, var vi solgt”, siger Inge Silz.

“Ja, vi synes, det er et vigtigt budskab at formidle, at danskere og tyskere i Sydslesvig har så fint et forhold til hinanden i dag, selv om danskerne i Sydslesvig endte på den ‘forkerte’ side af grænsen i 1920”, siger Herbert Silz.