Magasinet Grænsen har spurgt fem kendte tyskere om, hvad de holder mest af ved Danmark. Her er det Detlev Rünger, Tysklands ambassadør i Danmark, der svarer
København! Det er en herlig by, og det giver høj livs-kvalitet at bo her. Derfor er posten som tysk ambassadør i Danmark også en af de mest eftertragtede poster i den tyske udenrigstjeneste. Og jeg er glad for, at jeg har fået mulighed for være ambassadør her som sidste udstationering, inden jeg går på pension. Efter næsten et år som ambassadør i Danmark, har jeg oplevet, at Danmark minder mig om min nordtyske hjemstavn i Niedersachsen, og at der i det hele taget er meget mere, der forbinder os, end der adskiller os. En forskel er dog, at tyskerne gerne holder deres ferie ved den danske vestkyst, mens danskerne godt nok gerne besøger Berlin, men ellers hellere vil holde ferie ved strandene i Sydeuropa. Herfra skal der derfor lyde en hjertelig invitation til alle danskere om også at komme til Tyskland og holde ferie. Godt nok er venskabsåret blevet ramt af nedlukning på grund af corona, men de arrangementer, der allerede er blevet afholdt, viser den gensidige nysgerrighed. Udstillingen ‘Tyskland’ på Nationalmuset var med næsten 57.000 besøgende en kæmpe succes. Og også Markus Lüpertz-udstillingen, der har været vist på Museum Jorn i Silkeborg, og en række andre udstillinger er blevet meget positivt modtaget her i Danmark. Med venskabsåret sigter vi netop mod at udbygge den gensidige interesse, og jeg håber, der vil ske en endnu tættere kulturel udveksling mellem Tyskland og Danmark." (Oversat fra tysk).
Læs også: