Lykke Friis er direktør for Tænketanken Europa.

Foto: Wikimedia Commons

Lykke Friis svarer: Hvad holder du mest af ved Tyskland?

Dansk-tysk venskabsår

Magasinet Grænsen har spurgt seks kendte danskere om, hvad de holder mest af ved Tyskland. Her er det Lykke Friis, der svarer

Jeg tror, det må være Tysklands vilje til at tage ansvar for os alle sammen. Det må være læren efter covid-19-krisen indtil videre: At Tyskland stillede sig op på broen og tænkte ud over nationale grænser. De uddelte respiratorer til andre lande og hentede svært syge coronapatienter fra Italien til Tyskland og meget mere. Det er ekstremt god timing, at det nu er Tyskland, det stærkeste land i Europa, når vi taler udsyn og økonomi, der har overtaget formandskabet i EU-Rådet og skal lede Europa videre. For sagen er jo, at Europa står i den største krise siden Anden Verdenskrig, og at vi er meget alene i verden: USA har trukket sig tilbage, Kina kan man ikke læne sig op ad. Derfor kræves der også mere radikale ændringer, end man har set før. Jeg bliver også nødt til at nævne Tysklands bjerge og søer som noget, jeg holder meget af. Tyskland er et fantastisk rejseland. Og jeg må nævne litteraturen. Min mor var tysk, og jeg lærte tidligt at holde af at læse på tysk. Jeg husker, hvordan jeg som teenager lå under dynen med lommelygten og læste ‘Die Buddenbrooks’ af Thomas Mann. Hvad, jeg holder mindst af ved Tyskland, er den bureaukratiske måde, man tilgår tingene på. Og så er det helt grotesk, at man ikke har bedre styr på digitaliseringen. Da jeg var aviskorrespondent, deltog jeg i en partikongres i Bayern. Tilmeldingen skulle ske pr. telefax, og på kongressen var der ikke internet."