Der bliver vist vej op ad den brede trappe i Christian IX’s Palæ på Amalienborg, hvor dronning Margrethe venter i sit private bibliotek. Fotografen og journalisten kaster et hastigt blik ud af de store dobbelte glasdøre mod balkonen ud til slotspladsen, hvor danskerne trofast møder op med Dannebrogsflag hvert år på Dronningens fødselsdag den 16. april.

I 2020 vil der sikkert møde endnu flere op på Amalienborg Slotsplads, for da fylder Dronningen 80 år. Denne glædelige begivenhed vil blive fejret omtrent på samme tid, som 80-året for besættelsen den 9. april vil blive husket. At glæde og sorg kan følges ad, gælder også Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920, der skete på en dyster baggrund: To krige var gået forud med nederlaget i 1864 og tabet af hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg som et afgørende nulpunkt for danskerne.

Netop 100-året for Genforeningen, der også skal fejres i 2020, er anledningen til, at fotografen og journalisten er på vej op ad trappen på Amalienborg: Dronningen har sagt ja til et interview om sit forhold til Sønderjylland og Slesvig i anledning af de forestående genforeningsfestligheder i 2020. Et forhold, der er præget af Dronningens egen slægtshistorie helt tilbage til hendes tipoldefar, kong Christian 9., der blev født på Gottorp Slot i 1818 og voksede op på Glücksborg Slot i hertugdømmet Slesvig, hendes farfar, kong Christian 10., der red over den gamle grænse på sin hvide hest ved Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920, og op til hendes egen tid som barn af besættelsen med de lykkelige somre på Graasten Slot.

Vi er nu nået frem til Dronningens bibliotek, og vores ankomst bliver meldt. Dronningen rejser sig fra sin stol og byder velkommen i det hyggelige bibliotek, hvor der er bøger fra gulv til loft, sofa og lænestole og skøn udsigt over slotshaven, Amaliehaven og Københavns havn mod syd. Da fotografen har knipset færdig, kan interviewet tage sin begyndelse.

Deres Majestæt. Tak for at De har sagt ja til et interview om Sønderjyllands genforening med Danmark, som vi til næste år markerer 100-året for. Hvad betyder Genforeningen for Dem?

“Jeg ser meget frem til 100-året for Genforeningen i 2020. For mig er det allervigtigste, at det bliver en fejring, som ikke kun drejer sig om Sønderjylland, men en fejring, som hele Danmark tager del i. Sådan var det jo netop i 1920, og det ser man bl.a. derved, at der blev rejst genforeningssten over alt i Danmark. Hele landet har været på den anden ende dengang: Efter nederlaget i 1864, hvor man havde mistet Slesvig og Holsten, fik man nu halvdelen af Slesvig tilbage igen. Tænk hvis vi i dag kørte sydpå og efter Kolding måtte konstatere, at Danmark kun gik dertil. Det er svært at forestille sig. Derfor forstår man så meget bedre den glæde, der herskede i 1920.”

De tog forskud på næste års festligheder ved at besøge Slesvig-Holsten og det danske mindretal i Sydslesvig i september 2019. De udtrykte bagefter, at besøget havde rørt Dem dybt. Hvorfor?

“Det var meget gribende, synes jeg. Især blev jeg grebet af, at de unge dansksindede sydslesvigere var så opmærksomme på deres egen identitet. De bor i Tyskland og er tyske statsborgere, men har samtidig det danske tilhørsforhold. Jeg var virkelig glad for at opleve, at det var så levende for dem. Det var jeg slet ikke klar over. Det kom tydeligt frem i den tale, som Johanne, en gymnasieelev på Duborg-Skolen i Flensborg, holdt, da jeg var på besøg. Det var en fantastisk tale, som jeg blev virkelig berørt af. Tænk, at det kunne siges på en så fin måde, hvordan det er at tilhøre to kulturer. Det var stærkt.”

“De unge føler sig tilsyneladende meget slesvigske, men det gode er jo, at de bruger det danske sprog og derved netop identificerer sig som danske slesvigere. Det er også interessant, at så mange unge fra tyske familier finder hen til de danske skoler. Der er åbenbart noget stærkt ved det danske, som man gerne vil være en del af.”

De unge i det dansk-tyske grænseland er vokset op med både dansk og tysk. De er selv opvokset med en dansk far og en svensk mor. De har været gift med en franskmand, og begge deres sønner har giftet sig med kvinder fra andre lande. Hvilken betydning har det haft for Dem at leve med flere sprog og kulturer gennem hele livet?

“Det har for mig kun været en berigelse og ganske naturligt. I vores familie har det altid været sådan. Min mor havde været i Danmark i fem år, da jeg blev født, så vi talte kun dansk i hjemmet, da jeg var lille. Jeg husker, at jeg havde nemt ved at forstå det svenske, når min mor og jeg besøgte min morfar (kong Gustav 6. Adolf af Sverige, red.) om sommeren. Problemet var, at mine svenske kusiner havde svært ved at forstå mig. Så derfor bad jeg min mor om at lære mig svensk, og hun læste højt for mig af Elsa Beskows svenske børnebøger.”

“Det var min mor meget om at gøre, at jeg og mine to søstre ikke kun skulle være hjemmefødinge, men at vi også skulle lære andre sprog og kulturer at kende. Derfor fik jeg allerede som lille engelskundervisning, vi havde forskellige unge engelske piger boende gennem mange år, og senere kom jeg til England på kostskole.”

“Modersmålet er måske den mest afgørende faktor i forhold til ens identitet. Sidenhen kan man lære andre sprog, og nogle af dem kan man få langt ind under huden. Sådan fik jeg det med engelsk. Derimod blev jeg aldrig rigtig god til tysk. Forholdet til det tyske sprog er i dag et andet, end da jeg var barn og ung. Dengang var krigen stadig tæt på, og der blev set skævt til alt, hvad der var tysk. Det bar undervisningen i skolerne nok præg af. Dertil kommer, at tysk er svært at lære, og sådan er vi mennesker jo: De fleste af os går helst den nemme vej.”

Deres tipoldefar, kong Christian 9., blev født i 1818 som prins Christian af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg på Gottorp Slot. Han voksede op på Glücksborg Slot på sydsiden af Flensborg Fjord, talte dansk med tysk accent og tjente på dansk side i 1. Slesvigske Krig 1848-50. Hvilke tanker gør De Dem om denne unge prins Christian?

“Prins Christian var ud af en stor børneflok, og familien havde ingen penge. Han mistede tidligt sin far, Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, og det betød, at kong Frederik 6., der var Vilhelms gudfar, tog prins Christian og to af hans brødre til Danmark, hvor de fik deres uddannelse og voksede op, delvist hos Frederik 6. Min far kunne huske Christian 9. og hans bror, Hans. Min far havde en god evne til at gengive folks måde at tale på, og han gengav prins Hans: “Og så saaagde Frederik 6. til mig…”. Allerede som barn var jeg temmelig historisk interesseret, og det var en fantastisk tanke for mig, at min far kunne citere en, der havde kendt Frederik 6. Det var hos Frederik 6., at prins Christian fik sit stærke danske præg.”

“Jeg har kun besøgt Glücksborg Slot en enkelt gang. Men jeg bor jo her i Christian IX’s Palæ, som Frederik 6. har indrettet og boede i frem til sin død i 1839. Christian 9. blev i øvrigt viet i Riddersalen i Frederik VIII’s palæ, hvor kronprinsparret bor i dag. Så det er primært her, jeg føler, at slægten hører til.”

En af kong Christian 9.’s første opgaver som konge fra 1863 var at underskrive Novemberforfatningen, hvilket han i første omgang nægtede. Novemberforfatningen knyttede Danmark og Slesvig sammen, mens Holsten og Lauenborg fortsat stod udenfor. Dette førte til krigen i 1864, og kongen overvejede at abdicere. Hvordan har kong Christian 9. haft det i den situation, tror De?

“Det har jo været et frygteligt dilemma for ham. Der har givet været kredse i Danmark, som så skævt til Christian 9. og hans hustru, dronning Louise, der var født som prinsesse af Hessen-Kassel, men havde fået en dansk opdragelse. Christian 9. har følt en forpligtelse til at holde sammen på tingene og handlet, som han fandt rigtigt i den givne situation. Men det endte jo galt under alle omstændigheder. Krigen i 1864 blev en realitet.”

Kong Christian 9. og dronning Louise blev kaldt Europas svigerforældre. Jes Fabricius Møller skriver i sin bog, ‘Dynastiet Glücksborg’, at parret førte en meget dygtig ægteskabspolitik ved at afsætte to døtre, Dagmar og Alexandra, til henholdsvis Rusland og Storbritannien, der kunne beskytte Danmark mod preussisk aggression. Hvad siger De til det?

“Sådan foregik det jo i alle fyrstelige familier i Europa dengang. Men interessant er det da, at Dagmar blev gift med den fremtidige zar af Rusland, og Alexandra blev gift med den fremtidige engelske konge. Man har givetvis følt, at disse prinsesser, der kom fra et lille land, havde brug for at søge ly hos andre i den givne situation.”

Frederik 8., deres oldefar, blev konge i 1906 som 63-årig, men nåede kun at være konge i seks år. Hvordan vurderer De Frederik 8.’s rolle i forhold til Slesvig?

“Det var så synd, at Frederik 8. kom til at leve så kort. Han havde mange egenskaber og var en velbegavet mand. Men han fik ikke rigtig tid til at sætte sit præg på nogen ting – heller ikke i forhold til Slesvig.”

Christian 10., deres farfar, blev konge som 42-årig i 1912. Efter Første Verdenskrigs afslutning og ved udsigten til, at Slesvig kunne blive en del af det danske rige, skrev han i sin dagbog for at takke Gud: “Han lader os i Ydmyghed og med Tak modtage dem, når Genforeningens Time slaar”. Kan De sætte Dem ind i de stærke følelser, som Christian 10. her giver udtryk for?

“Ja, det kan jeg godt. Christian 10. blev født i 1870, kun seks år efter nederlaget i 1864. Det vil sige, at hele hans barndom og ungdom har været i lyset af 1864. For nogle år siden udkom Knud J.V. Jespersens meget fine bog Rytterkongen om Christian 10. Indledningen er en beskrivelse af genforeningsdagene i 1920. Da jeg læste det, sad jeg og tudbrølede, simpelthen. Christian 10. så meget op til sin farfar, Christian 9., ja, han forgudede ham nærmest, vil jeg tro. Han må have følt, at han nu rakte hånden til sin afdøde farfar: Nu kommer det tabte tilbage igen. Det må virkelig have været stort for ham. Samtidig var Christian 10. officer med liv og sjæl og i mange år øverste chef for Livgarden, så jeg tror, at nederlaget i 1864 har naget ham lige så meget som dem, der faktisk havde oplevet krigen.”

Efter folkeafstemningerne i Nordslesvig den 10. februar og i Mellemslesvig den 14. marts 1920 stod det klart, at Nordslesvig ville ‘hjem’ til Danmark, mens flertallet i Mellemslesvig var tysk. Nationale og konservative mente, at grænsen af historiske grunde måtte flyttes længere mod syd. Blandt fortalerne for dette var også Christian 10., der afskedigede regeringen Zahle under Påskekrisen i 1920 og blev beskyldt for statskup. Christian 10. ønskede stærkt, at kongeslægten Glücksborg skulle blive den, der fik Slesvig tilbage til Danmark. Forstår De denne dynastiske forpligtelse, som kong Christian 10. har følt?

“Det kan jeg til en vis grad sætte mig ind i. Vi kaldes stadigvæk den glücksborgske linje, men siden Christian 9.’s tid – og også fordi Danmark mistede hele dette område – tænker man jo ikke på sin slægt som ‘glücksborgsk’. I dag er det først og fremmest Danmark, det gælder. Glücksborg ligger på sydsiden af Flensborg Fjord. På nordsiden ligger Graasten med alt det, vi kender og holder af.”

Det ikoniske billede af kong Christian 10., der rider over den gamle grænse ved Frederikshøj nord for Christiansfeld på sin hvide hest den 10. juli 1920 og tager en lille pige op til sig på hesten, er kommet til at stå som symbolet på Genforeningen. Hvad tænker De, når De ser dette billede?

“Jeg tænker, at det billede er noget helt enestående. Christian 10. havde den gave at kunne reagere helt rigtigt på det rigtige tidspunkt, og den gave brugte han, da han tog pigen op til sig på hesten. Jeg tror helt sikkert, han har kendt til Henrik Pontoppidans digt: “Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage. En røvet Datter, dybt begrædt, er kommet frelst tilbage” fra 1918. Men jeg tror alligevel, at pigen blev løftet op ganske spontant. Jeg tror, han har været opfyldt af, at han nu red ind i det genvundne land.”

“Jeg har også tit tænkt på, at han og hans hustru, dronning Alexandrine, min farmor, aldrig kom syd for grænsen. Hvis de skulle til Mecklenburg, hvor min farmor stammede fra, tog de færgen Gedser-Warnemünde, så man undgik at rejse igennem Slesvig. Nu var det 1920, og han fik lov at ride ind i det land og se hvor vidunderligt smukt, det er.”

Kong Christian 10. blev med Genforeningen en populær konge i Danmark og dette forstærkedes under den tyske besættelse af Danmark, hvor han kom til at stå som et samlende symbol. Ved hans død i 1947, da De selv var syv år gammel, blev Deres far, Frederik 9., ny konge. Hvordan var hans forhold til Sønderjylland og Slesvig, sådan som De husker det?

“Min far havde jo deltaget i fejringen af Genforeningen den 10. juli 1920, hvor han red over den gamle grænse med sin far og sin bror, Arveprins Knud. Hverken min far eller Knud var særligt glade for at ride. Min fars beskrivelse af ridtet over grænsen lød: “Da vi kom til æresporten, ville krikken sgu kun gå sidelæns”. Han havde sin egen bramfrie måde at udtrykke sig på. Men ellers var det en begivenhed, som også gjorde stort indtryk på min far.”

I årene efter Anden Verdenskrig var forholdet til Tyskland på et lavpunkt. Det kom indirekte til udtryk, da kong Frederik 9. holdt tale ved markeringen af 100-året for Dybbøl i 1964: “Dybbøl! Intet andet Navn har i Danmark skønnere klang. I dag har vi i dyb Ærbødighed mindedes alle dem, der faldt her for 100 år siden. De kendte ikke Ordet: Hvad kan det nytte? De kendte kun: Hold ud og gå på!” Hvilke overvejelser tror De, Deres far har haft, da han holdt den tale?

“Min far var ikke typen, der brød sig meget om det udsagn: “Hvad kan det nytte”. Der var sandelig også nogen, der fik vældig ondt i håret over, at han sagde sådan. Jeg var selv til stede den dag på Dybbøl, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var flot sagt. Det var så rigtigt. Jeg kunne kun samtykke.”

I 1935 fik Deres forældre, kong Frederik 9. og dronning Ingrid, overdraget Graasten Slot, som den danske stat havde overtaget i 1920. Deres forældre tilbragte somrene på Graasten Slot og samlede familien, og De har selv fortsat traditionen med at anvende slottet i løbet af sommeren. Hvad betød det for Dem at komme til Sønderjylland dengang, og hvad betyder det i dag? 

“Jeg husker i allerhøjeste grad familiens ophold på Graasten Slot. Det sted, hvor man har haft sine sommerferier med sin familie, er ofte forbundet med ens bedste minder. Jeg er kommet på Graasten Slot, fra jeg var spæd, det vil sige i somrene 1940, 1941 og 1942. Man ønskede ikke, at kronprinsparret var så langt væk fra København i 1943, fordi kong Christian 10. var faldet af hesten i efteråret 1942, hvilket bevirkede, at han blev meget syg, men gudskelov blev rask igen. I 1944 var der slet ikke tale om at kunne komme så langt væk fra København på grund af krigen, så vi kom først tilbage til Graasten i sensommeren 1945. Da kunne jeg nå håndtagene på dørene, husker jeg.”

“Min mor var meget engageret i den sønderjyske sag helt fra starten. Hun kom i kontakt med J.P. Nielsen, der var socialdemokratisk politiker og stifter af Sønderjysk Hjælpeforening, der samlede penge ind til de mange fattige familier i Sønderjylland i 1930’erne. Min mor, der var ung og uforfærdet, blev protektrice for foreningen og startede også selv Ingrid-Indsamlingen i 1938, hvor man i hele landet indsamlede nyt tøj til fattige familier i Sønderjylland. Tøjet blev uddelt før jul i de fire sønderjyske amter, og der var komitéer overalt i landet. Jeg husker, at min mor op til jul tog til Graasten for at være med ved uddelingen. J.P. Nielsen boede ude ved Dynt ved Flensborg Fjord, hvor jeg og mine to søstre badede hver sommer. Jeg husker ham med sin kasket nede i panden stå og snakke med min far. Der udviklede sig et fint venskab mellem de tre.”

“Sommetider kørte vi til Rudbøl, hvor grænsen går tværs gennem byen. Det syntes vi søstre var vanvittigt spændende. Vi kørte også af og til ned til grænseovergangen ved Kruså. Men jeg husker aldrig, at vi kørte over grænsen og ind i Tyskland. Det ønskede mine forældre sikkert ikke.”

“Da min mor døde i 2000, tilfaldt Graasten Slot mit bo, og jeg er kommet der hver eneste sommer siden. Nu kommer kronprinsparret der med deres familie, så på den måde bruger vi Graasten Slot fem-seks uger hver sommer.”

For første gang siden 1864 blev der i 1978 aflagt besøg af en dansk regent i Sydslesvig, da De og H.K.H. prins Henrik besøgte Sydslesvig. De blev også den danske regent, der aflagde det første statsbesøg i Forbundsrepublikken i 1974. Hvilken betydning har disse besøg i Tyskland haft for Dem?

“I begyndelsen syntes jeg egentlig, det var lidt vanskeligt. Men der må man sige til sig selv: Lad være med at være pjattet. En stor del af min barndom og ungdom var i lyset af besættelsen, og det har jeg ikke haft nemt ved at se bort fra. Det gælder også andre danskere, der hører min generation til, tror jeg. Yngre generationer har ikke oplevet besættelsen, og derfor er der plads til, at de kan udvikle et andet syn på tingene.”

“Når det gælder mit seneste besøg i Sydslesvig, var det meget positivt. Jeg blev mødt med megen varme og respekt også fra de tyske myndigheders side. Man fornemmede, at det danske mindretal i Sydslesvig bliver respekteret som ordentlige folk, hvad de i høj grad også er.”

Hvilken betydning har det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Sønderjylland i det dansk-tyske grænseland efter Deres mening?

“Som nationalt mindretal i et andet land har man mulighed for at kende til to kulturer og to sprog og dermed også for at udvikle to identiteter på en måde. Det er klart, at det giver et bredere perspektiv at se tilværelsen ud fra. Samtidig må man ikke glemme, at mindretallene i det dansk-tyske grænseland i allerhøjeste grad er knyttet til deres egn. Man har hørt hjemme i denne egn i århundreder, og der bliver man ved med at høre hjemme.”

Hvad håber De for fremtiden, når det gælder det dansk-tyske grænseland?

“Jeg håber naturligvis, at det må være et sted, hvor man fortsat vil leve i fred med hinanden. Man taler ofte om, at de mennesker, der bor i et grænseland, skal være brobyggere mellem to lande. Men man skal huske, at et grænseland både er et sted, hvor der er en bro, og et sted, hvor der er en grænse, der skiller. Der er forskel, og man skal ikke kunstigt udjævne forskellene.”

Deres Majestæt. Mange tak for interviewet. Kan De til sidst løfte lidt af sløret for, hvilke arrangementer De selv skal deltage i i 2020 i forbindelse med markeringen af 100-året for Genforeningen?

“Jeg ser meget frem til at være med til at gentage nogle af de festligheder, der fandt sted dengang i 1920. Jeg tror, det bliver en stor begivenhed, og at mange vil få en klump i halsen mere end en gang.”

Den glückborgske kongerække