Unge fra de tre dele af Rigsfællesskabet har stor gavn af at lære hinanden at kende, sådan som de for eksempel kan, når de går på efterskole sammen. Men er folkelighed egentlig det samme for danskere, grønlændere og færinger?

Forfatter til bogen ‘Folkeligt skal alt nu være’ giver sit bud på folkeligheden i Rigsfællesskabet.

“Færingernes og grønlændernes opgave er ikke at føle sig danske. Det at være dansk bygger på den folkelighed, man fandt i Danmark i 1800-tallet,” siger Christian Egander Skov, som udover at være forfatter til bogen, der beskriver den folkelige bevægelse fra 1800-tallet og til i dag, også er kommende forstander på den danske Jaruplund Højskole i Sydslesvig. 

Han mener, at den søgen, grønlændere og færinger har efter deres egen folkelighed, er den samme, vi som danskere har haft efter vores folkelighed. 

“Rigsfællesskabet kan være en ramme for hver især at finde frem til hver vores folkelige identitet. Det betyder ikke, Færøerne og Grønland skal være danske. Men de vil smide noget af deres identitet væk, hvis de skærer det danske ud som et fremmedlegeme,” siger han.

Christian Egander Skov tilføjer, at der er stor forskel ikke blot på Danmark og Nordatlanten, men også på Grønland og Færøerne i den sammenhæng. Men vi har faktisk også en del til fælles, og når vi arbejder på at finde en vej sammen i rigsfællesskabet, så er det også en folkelig bestræbelse på at finde ud af, hvem vi hver især er.

“Grønland har dyrket det arktiske og inuitfællesskabet, mens Færøerne har dyrket det nordiske,” siger han.

Han har også et bud på den største udfordring i bestræbelserne på at finde hinanden i et fællesskab trods de forskellige folkeligheder.

“Ligegyldighed sætter forbundetheden under pres,” siger Christian Egander Skov.