Tilbage til nyhedsliste

'Genforeningsfesten, der blev aflyst' er temaet i nyt magasinet Grænsen

12. juni 2020

Mød Aabenraas borgmester Thomas Andresen (V), formand for Det Sønderjyske Præsidium, der måtte aflyse Folkefesten på Dybbøl Banke i anledning af 100-året for Genforeningen, i nyt nummer af magasinet Grænsen.

“Jeg er da trist til mode over, at vi har måttet aflyse Folkefesten på Dybbøl”, siger Thomas Andresen.

“Jeg er da trist til mode over, at vi har måttet aflyse Folkefesten på Dybbøl”, siger Thomas Andresen.

Foto: Niels Åge Skovbo

Kære læser

"Jeg håber, at hele Danmark vil fejre 100-året for Genforeningen." Sådan sagde H.M. Dronningen i et stort interview om genforeningsåret 2020 i magasinet Grænsen i december 2019. Dronningens håb blev virkelighed: Genforeningen blev fejret med brask og bram - lige indtil 11. marts, da alt blev aflyst på grund af coronapandemien. En stor del af de over 1000 genforeningsarrangementer blev aflyst eller flyttet til næste år. Det gælder også Folkefesten på Dybbøl Banke den 11. juli, som den kongelige familie skulle have deltaget i, og som skulle have været kulminationen på festlighederne i genforeningsåret.



I denne udgave af magasinet Grænsen kan du læse temaet 'Genforeningsfesten, der blev aflyst'. Mød Aabenraas borgmester Thomas Andresen (V) i stort interview. Som formand for Det Sønderjyske Præsidium var han den, der måtte aflyse Folkefesten på Dybbøl Banke. Bliv klogere på, hvad forbud mod forsamlinger og fester gør ved mennesker, i interview med adfærdspsykolog Anders-Colding Jensen. Læs fem arrangørers svar på spørgsmålet: Hvad betyder det, at jeres genforeningsarrangement er blevet aflyst? Læs også uddrag fra de historiske taler fra Folkefesten på Dybbøl Banke i 1920 og en øjenvidneberetning af Hans J. Jensen, der den 10. juli 1920 oplevede kong Christian 10. ride over den gamle grænse ved Frederikshøj og ind i Sønderjylland og hørte kongen holde tale på Dybbøl Banke. 



På bogfronten kan du læse essay om Treårskrigen af historiker René Karpantschof, sognepræst Kristian Ditlev Jensens anmeldelse af 'Den kirkelige genforening i 1920 - og grænselandspræsten Martin Schwarz' og museumschef Henrik Skov Kristensens anmeldelse af 'Tyskere på flugt'. Gå heller ikke glip af historiker Peter Yding Brunbechs anmeldelse af Museum Sønderjyllands store udstilling '100 år med Danmark - Sønderjylland siden Genforeningen'.



Sidst, men ikke mindst: Sommerferien er lige rundt om hjørnet, så hvorfor ikke tage en tur til grænselandet? Lad dig inspirere af guide til Genforeningens steder. Måske tiden også er til at sende et brev med posten? Læs om nye frimærker, der markerer Genforeningen



Rigtig god læselyst og god sommer!

Med venlig hilsen

Anna-Lise Bjerager, ansv. redaktør