Sønderborg Kommune
Sønderborg Kommune blev dannet i forbindelse med Strukturreformen i 2007 ved sammenlægning af kommunerne Sønderborg, Augustenborg, Broager, Gråsten, Nordborg, Sundeved og Sydals. Kommunen hører under Region Syddanmark. Kommunen har et areal på 497 km2 og i 2023 et indbyggertal på 74.408. Den har det højeste indbyggertal blandt de sønderjyske kommuner. Kommuneområdet ligger på begge sider af Als Sund, forbundet af to broer. De største byer i kommunen er Sønderborg, Nordborg, Gråsten, Broager og Augustenborg, heraf er Sønderborg langt den største med bl.a. den kommunale administration og universitet samt Alsion, et viden- og kulturcenter.
Under De slesvigske Krige udspillede der sig flere slag i området, bl.a. ved Dybbøl Banke, og skanserne ved Dybbøl og Dybbøl Mølle har fået karakter af nationalt symbol.
Der er adskillige borge og herregårde i kommunen samt fire slotte: Augustenborg, Gråsten, Nordborg og Sønderborg. Sidstnævnte er en del af Museum Sønderjylland og formidler grænselandets politiske historie.
I Sønderborg Kommunen fastholdes traditionen med ringridning, der afholdes flere steder rundt i kommunen, bl.a. i Sønderborg og Gråsten.
Sønderborg er en af landets største industrikommuner, hvilket især skyldes Danfoss med hovedsæde i Nordborg; virksomheden er Sønderjyllands største arbejdsplads. Den næststørste industrivirksomhed i kommunen er LINAK.
Sønderborg Kommune er også en udpræget kystkommune med en kystlinje på over 250 km. Kommunen er forholdsvis skovfattigt, til gengæld har Als nogle af landets mest landbrugsintensive områder, hvor kornavl dominerer landbruget.
Den gamle Sønderborg Kommune blev dannet i forbindelse med Kommunalreformen i 1970 ved sammenlægning af Sønderborg Købstad og sognekommunerne Dybbøl og Ulkebøl. Den havde da et areal på 54 km2 og i 2206 et indbyggertal på 30.783.
Sønderborg Kommunes våben. Borgen i våbenet er Sønderborg Slot, der ligger ved Als Sund, markeret ved de blå bølger.
Sønderborg Kommune.