Nu er det, som om det olympiske trolddomsbjerg åbner sig for os og viser os sine rødder”, skriver filosoffen Friedrich Nietzsche i ungdomsværket ‘Tragediens fødsel’ (1872). Det er meget muligt, at Thomas Mann (1875-1955) har haft denne passus i tankerne, da han skrev på sin monumentale roman ‘Trolddomsbjerget’, der foregår på et sanatorium i bjergene og blev udgivet i 1924. Nietzsche var allestedsnærværende på Manns tid, og netop det nævnte værk spillede en stor rolle for den tyske forfatter.

Begrebsparret ‘apollinsk-dionysisk’ (opkaldt efter de græske guder Apollon og Dionysos), hvor det apollinske angiver den velformede, afklarede og afgrænsede livs- og kunstopfattelse, mens det dionysiske er den ekstatiske, berusende og grænsesprængende livsoplevelse og kunst, er et gennemgående tema i både ‘Tragediens fødsel’ og ‘Trolddomsbjerget’.

Alene romantitlen signalerer, at Thomas Mann, der ofte henregnes til den realistiske fortælletradition i europæisk litteratur, ret beset orienterer sig i retning af romantikken, ikke mindst den tyske romantik, som stod hans hjerte særlig nær, om end han samtidig havde et kritisk blik for dens problematiske sider. I tilfældet ’Trolddomsbjerget’ vrimler det med hentydninger til denne tyske tradition med dens digte, fortællinger, folke- og kunsteventyr, lieder og operaer, der, alle forskelle ufortalt, synes at have det tilfælles, at det er menneskets sjæl snarere end den ydre verden og virkelighed, som opmærksomheden frem for alt gælder; at det dybest set er en verdensfravendt længsel efter og dunkel sympati for det dæmoniske og døden, der står i forgrunden for den kunstneriske interesse.

Ikke anderledes i denne eventyragtige roman om en ung ingeniør in spe, den nordtyske borgersøn Hans Castorp, der i en alder af nogle og tyve år og efter at have afsluttet sin polytekniske uddannelse beslutter sig for at tage på et tre ugers rekreativt ophold i de schweiziske alper, nærmere bestemt på tuberkulosesanatoriet ‘Berghof’ i Davos, hvor hans lungesyge fætter Joachim Ziemssen har været indlagt som patient i over et halvt år.

Dette familiebesøg og ferieophold, som er planlagt til at vare tre uger, hvorefter Hans Castorp skal tiltræde en praktikstilling hos firmaet Tunder & Wilms (skibsværft, maskinfabrik og kedelsmedje) i hjemstavnen Hamburg, ender med at strække sig over syv år. Romanen, der er inddelt i syv kapitler, er i det hele taget rig på syvtalssymbolik, hvilket blandt andet peger i retning af eventyret. Rigtignok rejser Hans Castorp på romanens realistiske overfladeplan højt op i de schweiziske alper – men anskuet på et andet plan er det en symbolsk-sjælelig rejse ind i det Venusbjerg, der ifølge middelalderlige tyske traditioner var beboet af en fatal forførerske ved navn ‘fru Venus’, som her drev sit seksuelle skørlevned med mænd, der gav sig i hendes vold og ofte ikke kunne slippe ud igen. Hans Castorp kan man blandt meget andet forstå som Manns mytopoetiske modellering efter den bjergtagne minnesanger og sagnfigur Tannhäuser, som forfatteren Ludwig Tieck havde skrevet en fortælling om, og som komponisten Richard Wagner havde skrevet en opera om.

Aldrig så snart er Castop ankommet og indlogeret på det internationale sanatorium i højfjeldet, før han har mistet enhver interesse for det samfundsnyttige virke, der ellers syntes at være hans borgerlige bestemmelse. Af den vordende skibsbygger, selve repræsentanten for tysk industri og europæisk civilisation, bliver der i stedet en drømmerisk eventyrer, der villigt og vellystigt lader sig indspinde og tryllebinde af trolddomsbjergets dionysiske dæmoni – med alt hvad dertil hører af forbuden frugt, fristelse og forlokkelse, men tillige mulighed for en dybere indsigt og hemmelig indvielse i den til alle tider gådefulde menneskenatur.

Romanens handling udspiller sig i de sidste syv år op til Første Verdenskrigs udbrud i 1914, hvor syvsoveren Hans Castorp ruskes op af sin romantiske drøm og konfronteres med krigens brutalitet og inhumanitet på en slagmark langt nede i ‘fladlandet’. Det apollinske princip, den borgerlige livsform og humanisme, undermineres af de dionysiske drifts- og kaosmagter. Men alt håb lades alligevel ikke ude midt i “denne dødens verdensfest”. Livets smertensbarn Hans Castorp har et centralt sted i romanen haft en drøm om menneskets “stand og stat” og om den kærlighed, der modstår døden og er stærkere end den. Thomas Manns roman inviterer ikke til nogen firkantet konklusion, men den mytiske forestilling om et evigt kredsløb mellem død og tilblivelse – idéen om død, forvandling og opstandelse – er måske dens dybere hemmelighed.