Min humor?”

23-årige Peer Steen Paulsen kigger forundret på sin veninde fra den ene ende af hjørnesofaen i lejligheden på Højvangshaven i Esbjerg.

“Ja, måske lidt. Der er noget ved den, jeg forbinder med at være tysk”, svarer 24-årige Cecilie Westergaard Christensen fra sofaens anden ende og slår en latter op. 

Peer S. Paulsen og Cecilie W. Christensen er ved interviewets afholdelse ved at afslutte deres bacheloruddannelse i sociologi og kulturanalyse på Syddansk Universitet Esbjerg. De er født på hver sin side af den dansk-tyske grænse i henholdsvis Læk og Sønderborg og har sagt ja til at fortælle om deres dansk-tyske venskab til magasinet Grænsen. Om hvad de har til fælles, og hvornår de kulturelle forskelle er tydeligst.

“Jeg vil sige, at det sønderjyske sprog binder os sammen. Jeg er jo ikke opvokset med det som dig, men har tilegnet mig det, selvom det måske ikke altid er så tydeligt at høre, at jeg taler sønderjysk”, siger Peer S. Paulsen, der kommer fra en tysk familie, men har gået på dansk skole i Læk i Nordfrisland samt på gymnasium i Tønder.

“Det er meget tydeligt. Og det er vildt snyd, for der er ikke nogen, der driller dig med det”, siger Cecilie W. Christensen, der taler flydende sønderjysk, da hun er opvokset i Sønderborg.

“Måske er du undskyldt, fordi du også taler tysk. Man skal passe på med det sønderjyske i de her akademiske kredse, ellers får man lov at høre for det”, tilføjer hun.

Grænselandet til fælles

Det var ved studiestarten i Esbjerg i slutningen af august 2017, at de to studiekammerater mødte hinanden. De var begge netop flyttet til byen og spændte på at komme i gang med studiet og lære nye mennesker at kende.

“Jeg søgte aktivt mod Peer, da jeg fandt ud af, at han også kom fra grænselandet. Jeg er stolt af at komme fra et område, der har en rig kultur og en historie, der binder os sammen med et andet land. Det er der noget smukt i, synes jeg, og da jeg mødte Peer, følte jeg, at vi havde noget til fælles”, siger Cecilie W. Christensen.

“Det var faktisk ikke noget, jeg tænkte ret meget over til at begynde med, at Cecilie også var fra grænseområdet. Jeg havde nok mere en forestilling om, at en dansker var en dansker. Men så var det, at du begyndte at tale tysk til mig ”, siger Peer S. Paulsen.

“Rigtig dårligt tysk vel at mærke. Men jeg synes, at tysk er et vildt fantastisk sprog, og jeg er virkelig ærgerlig over, at jeg ikke er bedre til at tale det. Så hver gang jeg har muligheden for at øve mig, gør jeg det, hvis jeg tør”, svarer Cecilie W. Christensen.

“Jeg synes, det var fedt. Det byggede en bro mellem os, selvom jeg jo taler fint dansk”, siger Peer S. Paulsen.

Siden da har der været mange tyske gloser på spil, forklarer de og fremhæver, at det både er sket impulsivt, for eksempel når der er blevet sagt “Prost!” i studenterbaren, hvor de sammen har været bartendere, eller når de konkret har afsat tid til en samtale på tysk, så Cecilie W. Christensen har kunnet øve sig.

“Ham fra Tyskland”

Peer S. Paulsen fremhæver, at han stadig er tysk statsborger og identificerer sig som tysker på trods af sine mange år i Danmark. Det skyldes særligt hans tyske accent, som han ofte er blevet konfronteret med i Danmark, forklarer han.

“Jeg kommer aldrig af med min accent, og selvom mit tysk er noget rustent, er det stadigvæk en stor del af mig. Men jeg synes, det er grænseoverskridende, når nogen stempler mig som tysker, fordi jeg gør eller siger noget anderledes, for jeg føler mig også dansk og taler jo dansk”, siger han.

“Mit indtryk er, at der bliver lavet mange jokes med, at du er tyskeren”, tilføjer Cecilie W. Christensen.

“Stadigvæk? Nå, jeg har alligevel hørt det så mange gange nu. Det var mere frustrerende i begyndelsen af studiet, da jeg konstant var ‘ham fra Tyskland’”, siger Peer S. Paulsen.

Juice med vand

Efter knapt tre års venskab lægger de to ikke længere så meget mærke til, at de har forskellige kulturelle baggrunde. Mange ting er uudtalte, og som Peer S. Paulsen forklarer, skyldes det også, at han har forsøgt at tilpasse sig dansk kultur, mens Cecilie W. Christensen står ved sin store interesse for det tyske.

“Jeg oplever det faktisk, som om vi har mere til fælles, end man skulle  tro, også i forhold til de andre på studiet. Du siger meget tingene, som de er, og det forbinder jeg meget med Sønderjylland og også med Nordfrisland. Der oplever jeg, at andre danskere, jeg har mødt, er mere sky”, siger Peer S. Paulsen, der har svært ved at komme med eksempler på, hvor de er kulturelt forskellige.

“Altså jeg har altid blandet juice med vand, så juicen rakte længere. Det er jeg jo vokset op med, så det er helt almindeligt for mig. Jeg tror, det er efterkrigstidens sparevaner. Det var min oldemor meget præget af, og det har også sat sig i min mor, der har givet det videre til mig”, siger Peer S. Paulsen.

Cecilie W. Christensen siger, at hun synes, det er lidt mærkeligt. Men ved nærmere eftertanke kender hun det faktisk også godt selv. 

“Den sparementalitet er jeg jo faktisk også vokset op med i Sønderjylland. Det var ikke, fordi vi manglede noget, men mine forældre var alligevel sparsommelige og prøvede at få tingene til at række så langt som muligt”, siger hun.

En fremtid i øst og vest

Når de to studiekammerater har bestået deres bacheloreksamen, går deres venskab ind i en ny fase, der ikke længere er centreret om studielivet i Esbjerg. For mens Cecilie W. Christensen skal flytte til Odense med sin kæreste og tage sin kandidatuddannelse i sociologi på Roskilde Universitet, rykker Peer S. Paulsen til Aarhus med sin kæreste, der skal læse på Aarhus Universitet. Peer S. Paulsen skal ikke læse videre lige med det samme. Han går i stedet med en drøm at komme i praktik hos FN i Wien, hvor han har en kontakt. Et eventuelt praktikophold i Wien er dog ulønnet, og derfor skal han i gang med at arbejde og spare op.

Peer  S. Paulsen og Cecilie W. Christensen er dog sikre på, at deres venskab nok skal holde.

“Jeg har altid været vant til at være meget på farten, og Danmark er heldigvis ikke større, så jeg føler mig sikker på, at vi nok skal få set hinanden indimellem”, siger Cecilie W. Christensen, hvilket Peer S. Paulsen er enig i.

“Ja, om vi mødes i Aarhus, Odense eller Sønderborg for den sags skyld er ikke så vigtigt. Vi skal nok få set hinanden, måske til en snak på tysk”, siger han.