Den tyske forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier skulle have stået på Dybbøl Banke den 11. juli sammen med H.M. Dronningen. Der skulle have været festet: For 100-året for Genforeningen, for 100-året for den dansk-tyske grænse og for det dansk-tyske kulturelle venskabsår 2020. Men selv om festen, hvor de to statsoverhoveder skulle have været hædersgæster, blev aflyst på grund af coronapandemien, er det dansk-tyske forhold værd at fejre. Det har – omend på en dyster historisk baggrund – nemlig aldrig været bedre.

Sådan siger den tyske forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier i dette eksklusive interview med magasinet Grænsen. Det er det første interview, som forbundspræsidenten giver til et dansk medie efter sin tiltræden i 2017. Anledningen er det dansk-tyske kulturelle venskabsår, som blev lanceret 8. november 2019 af den tyske udenrigsminister Heiko Maas (SPD) og den danske udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i København i forbindelse med åbningen af udstillingen ‘Tyskland’ på Nationalmuseet med H.M. Dronningens deltagelse.

Forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier kalder i interviewet det dansk-tyske forhold “fremragende”. Ikke mindst takket være den dansk-tyske grænseregion og mindretallene på begge sider af grænsen. Samtidig advarer han imod en “ensartet udlægning af vores fælles historie” og udtrykker et håb om, at europæerne vil være mere bevidste om værdien af Europa og åbne grænser efter coronapandemien.

Hr. Forbundspræsident. Tak for at De stiller op til interview om det dansk-tyske kulturelle venskabsår 2020 med magasinet Grænsen. Hvordan vurderer De det dansk-tyske forhold i dag, og hvilke forventninger har De til venskabsåret?

“Danmark fejrer i år 100-året for Genforeningen. Sønderjyderne ‘kom hjem’, som man siger hos jer. 1920 hører til de historiske milepæle i jeres land. Dengang drejede det sig – helt bogstaveligt – om at afgrænse sig fra hinanden. Siden dengang er vi kommet meget langt: I år fejrer vi vores dansk-tyske venskabsår. Men bag os ligger en vej, der ikke altid har været let. Det bliver også tydeliggjort af et andet jubilæum i år: Den 4. maj fejrede I Danmarks befrielse fra de tyske besættelsestropper i 1945. På denne dag blev det ubetinget mørkeste kapitel i vores fælles historie afsluttet. Tyskland har altså ikke altid været en god nabo for Danmark – tværtimod.”

“Men i dag er det dansk-tyske forhold fremragende. Vi er gode naboer og tætte partnere i Europa. Mange tyskere og danskere er venner med hinanden. Og vi har oplevet det som en stor ære og et tegn på vores fælles samhørighed, at H.M. dronning Margrethe personligt åbnede den store tysklandsudstilling på Nationalmuseet i København. Det er vi meget taknemmelige for. Særligt glæder det mig, at denne udstilling var en af de mest succesfulde udstillinger på Nationalmuseet. Det viser, hvor stor interesse den danske befolkning har for Tyskland. Og selvom mange flotte arrangementer og projekter i forbindelse med venskabsåret ikke har kunnet gennemføres på grund af corona, er jeg sikker på, at der ud af dette år vil opstå nye impulser for det dansk-tyske kultursamarbejde. Og dele af programmet udsætter vi måske bare til det 101. jubilæumsår.”           

Det dansk-tyske forhold er i dag præget af et tæt kulturelt og økonomisk samarbejde. Begge lande er medlemmer af bl.a. EU og NATO, og vi deler en 67 kilometer lang landegrænse, som i år kan fejre 100-års jubilæum. Hvad mener De om den dansk-tyske grænse, som i de senere år har været præget af grænsekontrol og opførelse af vildsvinehegn fra dansk side, og senest har været lukket i tre måneder på grund af coronapandemien, inden den igen blev åbnet den 15. juni?

“Den dansk-tyske grænse, som vi kender den i dag, er et resultat af Første Verdenskrig, det 20. århundredes ‘urkatastrofe’. I Versaillestraktaten havde de sejrende lande afgjort, at “grænsen mellem Tyskland og Danmark skal fastsættes i overensstemmelse med befolkningens ønske”. Selvfølgelig var ikke alle glade for resultatet af folkeafstemningerne, som efter en del politisk tovtrækkeri blev gennemført i 1920. Gennem grænsedragningen opstod mindretallene på begge sider af grænsen, som måtte finde sig til rette med de nye politiske realiteter. Herefter fulgte år med vedvarende diskussion om grænsen. Alligevel er grænsen sidenhen ikke blevet ændret. Tværtimod: Siden afslutningen af Anden Verdenskrig adskiller grænsen os mindre fra år til år. Det, at vi kan bevæge os frit hen over de indre grænser i Europa, er en af de store landvindinger af den europæiske forening. Denne frihed er det, der udgør vores Europa, og det bliver især i grænseregionerne hver dag udlevet med den største selvfølgelighed. Men da coronapandemien brød ud, ophørte dette fra den ene dag til den anden, også i det dansk-tyske grænseland. For mange har det ført til uvante indskrænkelser og personlige udfordringer, for eksempel når mennesker med tætte relationer til hinanden ikke længere kunne besøge hinanden. Pludselig blev det mærkbart, hvad en grænse også kan betyde: Afgrænsning og adskillelse. Jeg håber derfor, at vi efter coronapandemien vil være mere bevidste om værdien af denne åbne grænse og om værdien af Europa, end vi måske var det før. For der er måske en del ting i Europa, som vi tager for meget for givet”.

I Danmark taler man om ‘Genforeningen’. I Slesvig-Holsten og i resten af Tyskland taler man traditionelt om ‘adskillelse’ eller ‘Slesvigs deling’. Hvordan skal man efter Deres opfattelse forholde sig til disse historiske forskelle, der er opstået som følge af krigene i 1848-1850 og 1864 samt Første og Anden Verdenskrig?

“Ordvalget tydeliggør, hvor forskellige perspektiverne var på det, der skete i 1920. Når den dansksindede sønderjyde glædede sig over at blive genforenet med Danmark, er det fuldt ud forståeligt. Samtidig er det lige så forståeligt, at den dansksindede sydslesviger må have oplevet det som en smertelig deling. Det ene har samme berettigelse som det andet. Og tilsvarende forholder det sig for de tysksindede nordslesvigere. Derfor kan og må vores bestræbelser ikke gå ud på at nå frem til en ensartet udlægning af vores fælles historie. Det er mangfoldigheden, der udgør historien. Hver enkelt historie bør blive fortalt og hørt. Kun på den måde kan vi nå frem til en dybere forståelse for hinanden. Også i denne sammenhæng udgør 2020 en fremragende anledning. Uanset de forskellige historiske perspektiver kan vi sikkert blive enige om, at vi efter Anden Verdenskrig sammen har opnået uendeligt meget, som vi kan være stolte af, og som gavner menneskene i begge vore lande. Det gælder både for vores fælles grænseland og for det dansk-tyske forhold generelt.”          

Den dansk-tyske grænseregion bliver ofte fremhævet som et godt eksempel på det gode dansk-tyske forhold. Da De i oktober 2017 besøgte Slesvig-Holsten efter at være tiltrådt som forbundspræsident, holdt De en tale, hvori de fremhævede Slesvig-Holsten som en delstat, der har formået at usynliggøre grænsen til nabolandet Danmark. Hvilken rolle spiller den dansk-tyske grænseregion i dag for forholdet mellem Tyskland og Danmark?

“Det dansk-tyske grænselands historie vidner om, hvordan overophedet nationalisme kan føre til krig og deling. Men historien vidner også om, hvordan modsætninger igen kan blive til fællesskab, og fjendtlighed igen kan blive til venskab. På den måde har den dansk-tyske grænseregion altid spillet en nøglerolle for det dansk-tyske forhold og gør det stadig. Her foregår det meget livlige dansk-tyske naboskab i hverdagen. Mennesker bor på den ene side af grænsen og arbejder med den største selvfølgelighed på den anden side. Man taler og forstår de andres sprog. Mindretallene nord og syd for grænsen er hjemme i den tyske såvel som den danske kultur og bygger bro mellem vore to lande.”

I Deres tale i 2017 sagde De også: “Mindretalspolitik er nemlig også fredspolitik og fremfor alt vellykket europapolitik”. Hvordan ser De mindretallenes rolle i den dansk-tyske grænseregion og i Europa i dag?           

“For mange i Europa er det dansk-tyske grænseland i dag et forbillede og det med rette. I de fleste andre grænseregioner i Europa blev der efter Første Verdenskrig skabt områder præget af etnisk homogenitet, og dette førte ofte til stor lidelse for befolkningerne. Danmark og Tyskland gik heldigvis en anden vej.”

“Udgangspunktet for denne succeshistorie er København-Bonn-erklæringerne fra 1955 om det danske og det tyske mindretals rettigheder. Disse erklæringer har skabt den nødvendige tillid. På dette grundlag blev mindretallene set som en berigelse for det respektive andet land. Det førte til, at mindretallene kunne udvikle sig, og at mindretallenes indbyrdes forhold løbende blev bedre. ‘Fra mod hinanden, til med hinanden, til for hinanden’ – det er det princip, som mindretallene gerne udtaler, og det med selvbevidsthed. Erklæringerne endte dog med at få indflydelse langt ud over mindretallene selv, idet de også banede vejen for en dyb forståelse mellem tyskere og danskere i almindelighed. Der findes ikke et bedre eksempel på, hvordan meget vellykket mindretalspolitik også samtidig er vellykket freds- og europapolitik. Derfor var jeg allerede som udenrigsminister meget optaget af dette tema. Jeg husker stadig med glæde tilbage på festlighederne i anledning af 60-års jubilæet for København-Bonn-erklæringerne i 2015, som jeg var med til at fejre i Berlin sammen med min daværende danske udenrigsministerkollega Martin Lidegaard (R). I dette forår har Tyskland og Danmark i fællesskab ansøgt UNESCO om at få den dansk-tyske mindretalsmodel anerkendt som immateriel kulturarv. Den fælles ansøgning er i sig selv et smukt symbol. Hvis det lykkes, vil det være en vidunderlig anerkendelse af alle dem, der gennem årene og årtierne har engageret sig for at fylde København-Bonn-erklæringerne med liv.” 

Europa er under forandring i disse år: Storbritannien har forladt EU, højre- og venstrenationalistiske strømninger dukker op i flere europæiske lande, også i Tyskland. Samtidig har tiltagene mod corona svækket den europæiske økonomi. Tyskland overtog formandskabet for EU’s ministerråd den 1. juli: Hvordan ser De Europas fremtid?

“Coronakrisen er en svær prøvelse ikke kun for medlemslandene, men også for Den Europæiske Union som helhed. De første reaktioner på pandemien var meget præget af, at landene handlede på nationalt plan. Men jeg mærker også, hvordan vi hver dag får en bedre forståelse af, at vi kun kan komme gennem krisen på en god måde, hvis vores naboer og partnere i EU også kommer godt ud af krisen. Jeg tror ikke, der findes en anden region i verden, hvor stater i samme udstrækning er solidariske med hinanden, som vi er det i Europa. Derfor er jeg optimistisk: I denne krise ligger også en chance. Og Tyskland vil under sit formandskab gøre alt for at udnytte denne chance.”

“Samtidig iagttager vi, at Europa i dag står alene i verden med sin model for ligeberettiget samarbejde mellem stater. Det drejer sig altså også om Europas selvhævdelse i verden og om erkendelsen af, at vi kun er stærke i fællesskab. Og som europæere må vi være stærke, hvis vi vil forsvare vores værdier som frihed, retsstat og frisind og stå inde for dem i verden.”        

Tyskland bør påtage sig større ansvar. Sådan sagde De i en tale ved Sikkerhedskonferencen i München i februar, før coronapandemien satte Europa i undtagelsestilstand. Kan De mere konkret forklare inden for hvilke områder, Tyskland bør påtage sig et større ansvar?

“I min tale i München sagde jeg: ‘Dette forenede Europa vil kun overleve, hvis vi opfatter det som det mest konkrete sted for tysk ansvar’. Det betyder: Tyskland må investere mere i Europas sammenhold og styrke. Ikke som velgørenhed over for andre, men ud fra fuldt forståelig egeninteresse. Det glæder mig derfor, at den tyske forbundsregering sammen med Frankrig har søsat et initiativ i EU, som kan danne grundlag for et fælles europæisk svar på den aktuelle krise. Et svar, der er træffende i forhold til krisens omfang (fælles genopretningsfond og større budget i EU, red.).”

“Som europæere bærer vi også et ansvar over for de fattigere og svagere lande i verden. Under coronapandemien har Tyskland engageret sig i at danne en global alliance for udvikling og fair fordeling af vacciner. Det er for mig et konkret udtryk for dette ansvar. Sammen med EU-Kommissionen og mange andre stater markerer vi på denne måde, at vi også i en verden efter corona satser på samarbejde og fælles løsninger. Der bliver nemlig ikke tænkt på alle, når enhver først tænker på sig selv. Også det står Tyskland inde for.”  

De er født i Lippe og bor i dag sammen med Deres hustru i Berlin-Dahlem og arbejder i Schloss Bellevue i nærheden af Den Tyske Forbundsdag. De befinder Dem ikke just i nærheden af Danmark. Planlægger De et besøg i Danmark i anledning af det dansk-tyske venskabsår?

“Berlin er i det mindste væsentlig tættere på Danmark end Bonn, vores tidligere hovedstad. I min tid som udenrigsminister har jeg besøgt Danmark af flere omgange. Samarbejdet med mine danske kollegaer har altid været tæt og også venskabeligt. Og jeg håber selvfølgelig, at jeg meget snart kan indhente min planlagte rejse til Danmark som forbundspræsident. Og jeg håber også, at dronning Margrethe vil indhente sit statsbesøg i Tyskland.” 

Dette interview er blevet til på baggrund af skriftlige spørgsmål og svar fra forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier. Interviewet er oversat fra tysk. Læs den tyske version her.