Magasinet Grænsen har spurgt Thomas Andresen (V), borgmester i Aabenraa, formand for Det Sønderjyske Præsidium, om, hvad Genforeningen betyder for ham
Thomas Andresen:
"Jeg føler, jeg er et produkt af Genforeningen i 1920. Min far voksede op i Flensborg som en del af det danske mindretal, og min mor er tysk. Mine forældre lærte hinanden at kende i Namibia. Da de flyttede tilbage til Europa, valgte de Aabenraa. Som noget af det første købte de en flagstang, så de kunne flage med Dannebrog. Jeg er opvokset tosproget, da min mor ikke kunne dansk i begyndelsen. Der var mennesker, der fra 1864 til 1920 holdt fast i deres danskhed under vanskelige kår. De kunne jo også bare være flyttet nord for Kongeåen i den periode. Men det gjorde de ikke, og det forpligter os i dag. Det er også derfor, jeg sagde ja til at blive præsidieformand. Jeg er stolt af, at vi som lille nation har haft fokus på fredelig sameksistens, også med vores store nabo mod syd. Vi er nødt til at gøre noget ekstraordinært for at få flere danskere til at interessere sig for Tyskland, og Genforeningen er en god anledning."
Læs også statsminister Mette Frederiksens svar: