Forfatter Sissel-Jo Gazan, der bor og arbejder i Berlin, udgiver sin næste roman ‘Hvide blomster’ 6. oktober på Politikens Forlag.

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sissel-Jo Gazan svarer: Hvad holder du mest af ved Tyskland?

Dansk-tysk venskabsår

Magasinet Grænsen har spurgt seks kendte danskere om, hvad de holder mest af ved Tyskland. Her er det forfatter Sissel-Jo Gazan, der svarer

Jeg har boet i Berlin med mine tre børn i snart 15 år, og det er vigtigt at sige, at det er Berlin, jeg kender og kan udtale mig om og ikke i lige så høj grad resten af Tyskland. Hvis jeg i begyndelsen blev i tvivl, om jeg skulle rejse hjem til Aarhus igen, tog jeg U-Bahn U2 (undergrundsbanen), der forbinder Berlin fra øst til vest. U2 vil jeg fremhæve som et sted, jeg holder af i Berlin. Der er altid nogen, der spiller instrumenter og i det hele taget en urban puls, som er megafed, og som ikke findes derhjemme. I dag er jeg 45 år og et andet sted i livet. I dag vil jeg nok mere fremhæve legepladserne, hvor jeg er kommet med børnene, og den stemning, der kan være af, at man hjælper hinanden. Hvis der er gået et bræt af gyngen, er der altid en mor eller far, der tager sin værktøjskasse med og fikser det. Det ville aldrig ske i Danmark. Da jeg kom til Berlin i 2005, var der en følelse af vildskab og kreativitet; måske fordi det var årene efter Murens Fald. Selv om jeg var enlig mor og endnu ikke havde haft mit kunstneriske gennembrud med ‘Dinosaurens Fjer’, var der plads til, at jeg kunne fortælle en ny historie om mig selv. En dag flytter jeg helt sikkert hjem til Aarhus igen. Ikke mindst fordi jeg savner mit søsterhood derhjemme. I Tyskland taler man ikke om private ting og viser nødigt sin sårbarhed, og derfor har det været svært for mig at få veninder her. I dag minder de fleste større byer i Europa om hinanden, også Berlin og Aarhus. Husene er blevet renoveret i indre by, og de små listige knejper har ikke råd til huslejen. I stedet er det dyre design- og smykkebutikker, der rykker ind i ejendommene, og alt bliver så poleret og tjekket. Det er jeg slet ikke vild med."